Den feministiske litteratur (bl.a. Karpatschof, 1985; Walker, 1979, 2000) er stærkt repræsenteret indenfor kategorien "Hustruvold", hvilket hænger snævert sammen med den vestlige verdens kvindebevægelse, der udviklede sig fra midten af 60`erne (Herman, 1995, p. 41). Radikale feminister anser vold mod kvinder for at være det mandsdominerede samfunds mest brutale udtryk for at vise sin magt over kvinderne. De mener, at vold er udtryk for et samfundsproblem og hustruvold er et ekstremt udslag af kvinders undertrykte situation i samfundet i øvrigt. Magtstrukturen og kønsrollerne, der ifølge radikale feminister blokerer for lighed mellem kønnene, må ændres for at komme voldsproblematikken til livs (Kristiansen, 1995, p.113; Peterstrand-Nilsson, 1999, p.16). Som udgangspunkt fokuserede kvindebevægelsen på et andet overgreb på kvinder, nemlig voldtægt. Først senere blev hustruvold et tilsvarende centralt, kvindepolitisk emne (Karpatschof 1985, p.119). Kvindebevægelsens forskning har i øvrigt medvirket til at sætte fokus på andre kvindepolitiske spørgsmål. Et par eksempler er kvindernes hastigt voksende etablering på uddannelsessteder og på arbejdsmarkedet, der har betydet økonomisk uafhængighed, samt seksualitetens liberalisering med fri abort og p-pillens frigivelse (Danmarks Statistik, 1995). Hermed har kvinder i den vestlige kultur opnået langt større frihed til at vælge uddannelse og hermed egne livsveje, end tidligere generationers kvinder havde mulighed for. Det har givet kvinder mulighed for selv at styre deres eget liv med hensyn til samlivsform og familieplanlægning. Herudover støtter det danske velfærdssamfund enlige mødre med tilskud til blandt andet bolig og børneinstitution (Ibid.). Dette udtrykker, at kvinder i dag ikke længere behøver at være økonomisk afhængig af en mand. Fra et feministisk synspunkt er fokus på den voldelige mand en nødvendighed i forskningen indenfor hustruvold og familievold. Dette argument er begrundet i den antagelse, at han selv er ansvarlig for sine følelser og handlinger i ægteskabet (Råkil, 1998, p.1). Et synspunkt, der ikke synes at gælde for kvinderne i ægteskabet, idet feministiske forklaringsmodeller til hustruvoldens ætiologi netop synes at fratage kvinderne ansvaret for egen adfærd. To eksempler er Walker’s teori (1979, 2000) om "The Battered Woman Syndrome", (se afsnittet om social indlæringsteori) og Karpatschof´s (1983) "Det kroniske hustrumishandlingssyndrom" samt "Gulvmåttesyndromet" (ibid. p. 198). Disse syndromer er beskrivelser af voldsramte kvinders reaktioner på vold i ægteskab/samliv, i form af handlingslammelse. En tilstand hos kvinden, som et resultat af personlighedssvækkelse efter at volden i samlivet har stået på i nogle år (Karpatschof, 1985, p.128). Karpatschof (1983) mener hermed, at den undertrykkelse, hustruvoldsofre er udsatte for, resulterer i en svaghed i deres personlighed (1983, p.195). Dette synspunkt synes således at udtrykke, at kvinder, der udsættes for vold i ægteskabet/samlivet, er marionetter. De underkastes nogle patriarkalske og samfundsmæssige vilkår, som de er ofre for og kun sjældent reagerer på. De opfattes hermed ikke som tænkende individer, men reduceres til dukker, hvis bevægelser bliver bestemt af patriarkens snoretræk (Pearson, 1997, i Snare, 1998). En sociokulturel forklaring på hustruvoldens ætiologi, som også feministerne har taget til sig er, at kvinder traditionelt ikke er opdraget til en selvstændig tilværelse, men til at påtage sig rollen som hustru og mor (Walker, 1979; Karpatschof, 1983; Christensen, 1984; Peterstrand-Nilsson, 1999). I tilfælde af, at ægtemanden griber til vold, er kvinden derfor ude af stand til at reagere rationelt og til at markere på en måde, som ikke kan misforstås, at volden er uønsket (Christensen, 1984, p.87). Dele af den sociologiske og socialpsykologiske litteratur forklarer menneskers voldelige opførsel med, at aggression ligger i selve menneskets natur (Dutton, 1995a). Men hvorvidt mennesket har en medfødt aggressionsdrift eller om det voldelige adfærdsmønster er indlært under særlige betingelser og derfor kunne undgås, er et kontroversielt emne. Tilsyneladende er kvinder ikke tilstrækkelig aggressive i deres modstand mod vold. Dette forklarer Christensen (1984) med, at drenge og piger ikke socialiseres på samme måde. I vor kultur er det almindeligt, at en dreng ikke viser svaghed ved for eksempel at græde, men han må gerne være lidt aggressiv og skal helst kunne slå fra sig. Det må piger til gengæld ikke. Aggressivitet forbindes ikke med feminin adfærd, det gør derimod gråd. I socialiseringsprocessen, tilegner vi os normer, holdninger og værdier, som passer til den rolle, vi indtager i familiegruppen og i samfundet i øvrigt. Kønsroller er da den objektive opfattelse af henholdsvis maskulin adfærd for drenge/mænd og feminin adfærd for piger/kvinder (Ibid.). Undersøgelser (Hilton, 1992) viser imidlertid, at hustruvoldsofre reagerer både aggressivt og rationelt, når mandens vold ændrer karakter i grovhed eller i stedet rettes mod børnene eller andre familiemedlemmer. Aggression kan defineres som adfærd, der først og fremmest har til hensigt at true, angribe og/eller skade andre individer og genstande (Katzenelson, 1994, p.146). I etologien anses aggression for at være opstået evolutionært og er et instinkt eller en medfødt disposition til aggressiv adfærd, der tjener de samme funktioner for overlevelse og regulering af social adfærd hos både mennesker og dyr (Ibid. p.147). Aggression skulle således medvirke til at skabe regler for fælles omgangsformer og fremme stabile, sociale hierarkier. I denne forståelse er vi som biologiske væsener aggressive, hanner mere end hunner, idet magt, trusler og kampe hos de fleste individer opstår i forbindelse med hannernes dominans, parring og fødesøgning. Hos hunner udløses dog et aggressivt forsvar i forbindelse med trusler mod afkommet, som kommer til udtryk ved afværgeadfærd af forskellig slags (Ibid). Denne forskel i kønnenes optræden kan være medbetinget af biologiske kønsforskelle, men kan også skyldes forskelle i indlæring af kønsroller. Dette kønsdifferentierede adfærdsmønster, som ses i hustruvoldens ætiologi (Wallker, 1979) kan forklares med teorien om "Voldens cyklus". "Voldens cyklus" (Walker, 1979, cap.III) består af tre faser. 1. fase er en spændingsfase, hvor modsætningerne mellem parterne begynder at opstå, idet kvinden bliver stadig mere eftergivende i et forsøg på at mildne mandens voksende vrede. 2. fase er voldsfasen, hvor hans aggression eksploderer i et voldeligt overfald på hende, ofte på en ringe foranledning og ofte i vold af alvorlig karakter (Ibid, p. 60). 3. fase er genopbygningsfasen. Spændingen er udløst, han angrer sin opførsel og lover hende bod og bedring. Hun tror til gengæld på ham og fortsætter samlivet med ham. Efter et stykke tid opstår der igen spændinger og cyklusen vil gentage sig. Igennem 1. og 2. fase er det manden, der gradvis får magt over kvinden. Han viser sig som den "stærke" og hun viser sig tilsvarende som den "svage". I 3. fase er det kvinden, der har magten over manden, for kun hvis hun beslutter sig for at forsone sig med ham og tilgive ham hans voldelige adfærd, kan deres samliv fortsætte - og det ved manden. Forklaringen på kvindens reaktion er, at hun holder af manden, sådan som han er i 3.fase. Den personlighed, han udviser her, er sådan, som hun gerne vil have ham og som hun ønsker at leve sammen med. Kristiansen (1995, p.39) ser imidlertid tidens kvinderolle mere præget af ansvar for familiens sammenhold. Hun mener, kvinder generelt gør sig ansvarlige for familiens ve og vel. Derfor opfatter en kvinde også sin mands vold som et nederlag, fordi den kan skyldes, at hun ikke har været tilstrækkelig ansvarlig og løst sin opgave godt nok. Kristiansen (Ibid.) begrunder dette med, at undersøgelser viser, at vi har behov for at løse en stillet opgave tilfredsstillende, lykkes det ikke oplever vi det som et nederlag. Dette viser sig ved at sammenligne tre situationer med en række forsøgspersoner. I 1. situation er der ro og tid til at løse en tilpas krævende opgave, i 2. situation afbrydes løsningen af opgaven på en neutral måde, ved at forsøgspersonen får at vide, at tiden er udløbet. I 3. situation afbrydes opgaven på en krænkende måde, med besked om, at det tager for lang tid, at opgaven nok er for svær og at andre allerede har løst den. Det viser sig, at forsøgspersonerne bedst husker de uafsluttede opgaver i 3. situation, dernæst opgaverne i 2. situation, mens opgaverne som afsluttes med et for forsøgspersonerne tilfredsstillende resultat, relativt hurtigt glemmes. På baggrund af dette forsøg konkluderer Kristiansen (Ibid.), at når hustruvoldsofre tilsyneladende oplever mandens vold som et nederlag, er det fordi volden opfattes som selvforskyldt. De forbliver i det voldelige forhold, tilpasser sig på grund af ansvar for familien (opgaven) og forsøger at undgå gentagelser af volden. Ifølge social indlæringsteori er ethvert individ præget af sit sociale miljø og først og fremmest af familien. De specifikke mekanismer, hvormed personer påvirker hinanden til at udføre voldelige handlinger, er forstærkning og sociale behov. Hustruvoldens ætiologi kan ud fra dette synspunkt forklares med, at mænds magt og tyranni bevirker, at deres koner bliver hjælpeløse og passive og ude af stand til at kontrollere egen adfærd. De kommer i en tilstand, som Walker kalder "The Battered Woman Syndrome" (1979, 2000). Inspirationen hertil har Walker hentet fra Rosenhan & Seligman´s (1995, p.385) social-kognitive adfærdsteori om indlært hjælpeløshed. Den handler om, hvad der sker med adfærden og de kognitive processer, der ligger bag, når vi ikke har nogen indflydelse på en negativ hændelse. Seligman´s eksperimenter med indlærings- og undgåelsesadfærd af dyr viser, at når de ikke kan kontrollere ubehagelige elektriske stød, reagerer de i en senere indlæringssituation med udtalt passivitet og hjælpeløshed. Dette skyldes ifølge Seligman, at dyrene ikke "forventer" at kunne undgå ubehaget, også selvom de objektivt set har gode muligheder for det. Indlært hjælpeløshed forstærkes af forholdet mellem forudsigelighed og manglende kontrol. Menneskers generelle forventning om at have kontrol (Rotter i Carver & Scheier, 1992, cap.13) afhænger ifølge "Locus of control" af, hvorvidt hændelser, vi oplever, er forårsaget af os selv (intern kontrol) eller af faktorer i vores omverden (ekstern kontrol). Hver gang vi bestyrkes i troen på kontrol, så forventer vi oftere at have kontrol, og omvendt, bliver vi ikke bestyrket i denne tro, så forventer vi heller ikke at have kontrol fremover. Et væsentligt element ved den indlærte hjælpeløshed er generaliseringseffekten (Karpatschof, 1985, p. 135). Dyrene i Seligman´s eksperiment var ikke kun hjælpeløse i den eksperimentelle situation, for passiviteten udvidedes til enhver farefuld eller frustrerende situation. Tilstanden kan sammenlignes med Symonds (1975) "Frozen Fright", den paniske handlingslammelse, som instinktivt kan fremkaldes i ukontrollable, traumatiske situationer. En række eksperimenter i forbindelse med indlært hjælpeløshed hos mennesker (Nielsen, 1995, p.119-123) viser samme tendens. Personer, der indlærer hjælpeløshed, bliver ikke alene passive og mister selvtillid, de reagerer også med følelser af tristhed og generelt ubehag. Angst og depression synes at være de mest fremherskende konsekvenser i rækken af emotionelle forandringer og kognitive forstyrrelser af indlært hjælpeløshed hos både mennesker og dyr. Walker anvender teorien om indlært hjælpeløshed til at forstå de kvinder, der gennem længere tid udsættes for uberegnelig og tilfældig vold fra deres partners side og anvender teorien til at forklare det syndrom, der bevirker, at disse kvinder forbliver i det voldelige forhold. "The Battered Woman Syndrome" handler om, at kvinderne ikke ved, hvorfor manden slår og heller ikke kan kontrollere, hvornår det sker og de giver op i forventningen om, at det alligevel ikke nytter at gøre modstand. Efterhånden mister disse kvinder troen på, at de er i stand til at slippe væk fra volden. Ved konstant at leve i uvished og frygt for mandens aggressivitet og voldsomme adfærd, mister de troen på og følelsen af at have kontrol over deres eget liv. Kristiansen (1995, p. 33) nævner, at fænomenet kendes fra koncentrationslejerne under 2.verdenskrig. Få fanger gjorde oprør, men i forståelsen af indlært hjælpeløshed, mener hun, at det giver mening. Enhver selvstændighed var berøvet fangerne og tilfældigheder rådede over, hvilke grusomheder, de blev udsat for uden at have nogen som helst indflydelse på deres livssituation. De blev passive og kæmpede ikke. Koncentrationslejrfangerne var ligesom dyrerne i Segligman´s eksperimenter fysisk spærret inde. De havde ingen mulighed for at bevæge sig væk og undslippe fra lidelserne, som de blev påtvunget. Dette er sjældent tilfældet for kvinder i et voldeligt parforhold. De fleste kvinder kan rent fysisk bevæge sig væk ved at forlade partneren, når de begynder at frygte for, hvad hans gentagne, voldsomme adfærd kan medføre af ydmygelser og vold. Når de alligevel bliver, skyldes det ikke fysisk indespærring, men måske snarere et socialt behov, der som en indre barriere hindrer dem i at gå. Walker (1979, 2000) kan forklare den indre barriere med, at når et offer for hustruvold udvikler en næsten overtroisk forestilling om mandens omnipotens, er den med til at forstærke forestillingen om hendes egen hjælpeløshed, hvilket bevirker at hun emotionelt og kognitivt tilpasser sig situationen. Den indre barriere kan ud fra denne skildring også forklares som værende træk i kvindens personlighed, som bevirker, at hun fanges i et modsætningsforhold mellem en følelsesmæssig binding til ægtemanden på den ene side og en rationel ansvarlighed for børn og eget liv på den anden side. I denne forståelse er det modsætningsforholdet, som afstedkommer en indre konflikt hos hende og et cyklisk mønster i samlivet med den voldelige mand. I min redegørelse af hustruvoldens ætiologi vil jeg sammenfattende konkludere, at radikale feministers fokus på mandens rolle i forskningen af hustruvoldens ætiologi er præget af en voldsstereotypi. Manden har hovedansvaret for volden og udstyres med psykopatens træk. Han anses for at være ondsindet og mangler empatisk indlevelse og moralsk samvittighed. Omvendt præges denne forskning også af en offerstereotypi, hvor kvinder portrætteres som uansvarlige og magtesløse og uden individuel ansvarlighed. Kønsrollemønsteret afviger således ikke fra det forventede: han er stærk, dominerende og handlekraftig, hun er svag, tilbageholdende og afventende. Den sociokulturelle tilgang til hustruvoldens ætiologi ligger tæt op af feministernes synspunkt og tager afsæt i socialiseringsprocesser, hvormed samfundsmæssige normer internaliseres. Kønsspecifik opdragelse og kulturelle påvirkninger forklarer, hvorfor kvinden blive i et voldeligt forhold. Volden opstår i et samspil, som er muligt, fordi vold i forvejen er en legaliseret kommunikationsform i samfundet. Hustruvoldens ætiologi er i sociokulturelt og feministisk forståelsesramme mænds magt over kvinder i et samfund med patriarkalsk kvindesyn. Tilgange i social indlæringsteori fremhæver betydningen af offerets kognitive vurdering af voldsinteraktioner i hustruvoldens ætiologi. Vægten på anticipationen, herunder forventninger om egen evne til at kontrollere forstærkningen, kan forklare, hvorledes en af parterne, eller måske dem begge, kan vælge at fokusere negativt på aspekter af samlivet. Generelt for alle tre synspunkter er, at det virker som om, der kun er to muligheder for hustruvoldsofre, enten yderligere fastholdelse af forholdet til den mishandlende mand eller frigørelse fra ham for at hindre en fortsættelse af det voldelige forhold. I forsøget på at undgå individuel patologi og patologiske interaktionsmønstre, der påkalder sig diskussioner om ansvarlighed, bliver hustruvoldsofre fremstillet som dukker, der fungerer mekanisk og med et mishandlingssyndrom, der som en drejebog, iscenesætter dukkerne som svage, dadelfrie og sagesløse. Offerrollens personlighed berøres meget lidt i litteraturen til de ovennævnte forklaringsmodeller af hustruvoldens ætiologi, til trods for, at der i samme litteratur (Christensen, 1984; Herman, 1995; Karpatschof, 1983) spores en vis enighed i, at personligheden ændres af offerrollen og af samlivet med en voldelig partner. Da mit udgangspunkt for specialet er at finde særlige personlighedsmønstre hos ofre for hustruvold, vil jeg i næste afsnit forsøge at definere begrebet personlighed. Til 5. Afgrænsning af personlighedsbegrebet Til Forsiden |