5. Afgrænsning af personlighedsbegrebet

Definition af personlighed

At beskrive eller fortolke et menneskes personlighed, er et forsøg på at sammenfatte personens psykiske egenskaber og kvaliteter ud fra vedkommendes adfærd, tænkemåde, omgang med og relation til andre samt måden at opfatte og udtrykke følelser på. En nærmere definition af personlighedsbegrebet afhænger derfor af, hvilken teoretisk retning, der anvendes til forklaring af personlighedens eller selv'ets udvikling. Psykologiens forskellige skoledannelser er nemlig ikke enige om, hvilke motiver, der tilskynder til udviklingen eller hvilke faktorer, der er vigtigst. Uenigheden bunder i spørgsmålet om, hvorvidt vores personlighed er formet mest af biologiske og arvelige faktorer eller mest af sociale, kulturelle og miljømæssige faktorer.

Klassisk strukturmodel

Psykologiens teoretikere fokuserer i deres forklaringsmodeller på forskellige aspekter af den menneskelige adfærd. Således fokuserede Freud i klassisk psykoanalyse på menneskets seksuelle og aggressive drifter, som han anså for at være individets egentlige livshensigt (Freud, 1993, p.18). Teoriens personlighedsbegreb er en struktur, hvori processer som drifter, tanker og følelser foregår indenfor og imellem tre delstrukturer, "jeg", "overjeg" og "det". Personligheden formes efterhånden af jeg’ets mediering mellem det’ets ubevidste krav om behovstilfredsstillelse og overjeg’ets krav om styring. Det er således udfaldet af konflikterne mellem individets biologiske drifter og dets sociale forventninger, der determinerer dets psykologiske tilpasning. Freud tillægger dog ikke det sociale samspil større betydning ud over individets første leveår, idet dette styringsmæssigt senere bliver repræsenteret ved overjeg’et (Ibid. p. 84).

Denne strukturmodel, som Freud udviklede på baggrund af sit analytiske arbejde med neurotiske patienter, kan forstås som en tredeling mellem fornuften, drifterne og samvittigheden.

Freuds betoning af seksualitetens betydning for personlighedsudviklingen og derved for individets intrapsykiske konflikter, blev udfordret af ego-psykologerne, som i stedet tilskriver jeg'et en langt større og mere autonom rolle. Blandt andre accepterede Horney (Andkjær Olsen & Køppe, 1986, p.390) Freuds idé om, at menneskers handlinger er betingede af intrapsykiske bevidste og ubevidste kompromiser, men ikke at menneskers psykiske problemer har rod i infantile, seksuelle impulser. Hun mente derimod, at psykiske problemer og lidelser er et udslag af barnets tilpasningsproblemer i forsøget på at opbygge et integreret "selv" i samspillet med omverdenens krav. Horney afviste også Freuds syn på kvindens kønsidentitet og seksualitet.

Ifølge Freuds psykoseksuelle driftsteori opfatter et pigebarn nemlig sig selv som kastreret på grund af den anatomiske kønsforskel, og mister derved støttepunktet for aktiviteten og magten i jeg'et (Ibid. p.388.). Dette skulle bevirke, at hun som voksen bliver passiv, uselvstændig, selvoptaget og helt lade sig dominere af sine følelser og manglende moralske kvaliteter. Freuds bud på den kvindelige personlighed kan dog forstås som observationer i hans samtid, hvor kvinder generelt og på alle måder var afhængige af deres fædre eller ægtemænd.

Objektrelation

Egopsykologiens påvirkning af den udviklingspsykologiske teori om objektrelation, banede vejen for jeg'ets sociale samspil med omverdenen og et begyndende opgør med den klassiske psykoanalyses personlighedsmodel. Objektrelation er en teori om barnets psykiske udvikling og tager udgangspunkt i, at det vigtigste i individets følelsesliv er dets relationer til de mennesker (objekter), som det elsker, frygter eller hader. Det spæde barns erfaring med hensyn til oplevelsen af at blive accepteret eller slet ikke blive accepteret af sine omsorgspersoner, præger dets personlighedsudvikling i retning af, at det senere får samme forventninger til andre og det manifesterer dets tilpasningsmønstre til omverdenen som voksen person (Bertelsen, 2001, p. 57).

Selvet

I selvpsykologien, der er en nyere psykoanalytisk skoledannelse, fokuserer Kohut (1990) på selv'ets dynamik og ikke på drifterne i sin forståelse af og tilgang til en personlighedsmodel. Selv'et er en persons oplevelse af at være sig selv bevidst og det konstituerer vores personlighed, som hermed bestemmer vore oplevelser, handlinger og væremåde (Ibid. p.58). I Kohuts forståelse er selv'et hele det mentale livs samlede ed, der også opleves som en sammenhængende enhed over tid, med mindre personen har en psykisk lidelse (Karterud, 1997).

I selvpsykologien er den sunde selvudvikling forankret i empati fra selvobjekter (Kohut, 1990, p. 69), som er den funktion og betydning et andet individ, en kulturmanifestation eller en tradition har for at opretholde følelsen af at være et sammenhængende og meningsfyldt selv (Karterud, 1997, p.18). Det er samspillet mellem det spæde individ og dets signifikante andre, der fører til dannelsen af et bipolært kerneselv. Det består at to grundlæggende narcissistiske strukturer, en spejlingspol (det grandiose selv), der er grundlaget for selvoplevelsen og selvbilledet og en idealiseringspol (objekter, som selvet kan spejle sig i), som er grundlaget for individets evne til at udvikle nære stabile forhold til andre (Bertelsen, 2001, p. 58).

Personlighedens dynamik er således karakteriseret ved at have to sider i sit forhold til omgivelserne. Den ene grunddynamik er de selvudtryk, i form af handlinger og væremåder, hvormed vi vækker indtryk hos andre og derved spejler os i deres reaktioner. Den anden grunddynamik i personligheden er tilknytningen til andre og til kulturværdierne, som giver os retningen for og meningen med at være et selv.

Kohut udviklede denne model af personligheden på baggrund af sit arbejde med narcissistiske personlighedsforstyrrede, idet han forstår psykiske lidelser som et udtryk for en forstyrrelse i udviklingen af det bipolære selv (Kohut, 1990). Dette kan ske, når selvobjekterne mislykkes i deres empatiske støtte enten ved at fastholde et omnipotent idealbillede eller modsat er for lidt idealisérbare, så barnet udvikler et mangelfuldt eller infantilt selvbillede. Kohut taler om, optimal frustration for at nedtone det grandiose selv og således sætte barnet i stand til at opbygge sin egen modne selvstruktur (Bertelsen, 2001).

I Freuds psykoanalytiske model af personligheden kommer de grundlæggende drifter fra vores biologiske udstyr og delstrukturerne jeg'et, det'et og overjeg'et har deres helt eget liv, som er bestemt af drifternes og omverdenens krav. Den strukturelle model af personligheden har karaktertræk og egenskaber, der stammer indefra og er uafhængige af det samfund og den kultur, vi vokser op i (Freud, 1993). Kohuts selvpsykologiske model er derimod en dynamisk konstitution i den forstand, at personligheden dannes via grunddynamikker, som evnen til rettethed mod det spejlende og idealiserende samt tilknytning til og påvirkning fra selvobjekterne og de sociale og kulturelle værdier (Bertelsen, 2001). Personlighedens udvikling er hermed ikke udelukkende et indre anliggende, men er også karakteriseret ved forholdet til omverdenen.

Biosocial indlæring

En teoretisk retning, som i sin forklaring af personligheden i højere grad forsøger at forene arvelige og biologiske faktorer med sociale og kulturelle forhold vi er vokset op under, er Millon's biosociale indlæringsteori (Simonsen & Strandbygaard, 1995, p.5). Millon fokuserer i sin definition af personligheden på mønsteret af udvist kognitive, emotionelle og adfærdsmæssige karaktertræk, som han anser for at være varige, stabile kendetegn og som også er konsistente over tid (Millon & Everly, 1985. p.5). Disse karaktertræk opstår fra en matrix af biologiske dispositioner og læring via erfaringer fra sociale interaktioner, oplevelses- og indlæringssituationer. Kernen i personligheden har to processer. Den ene er, hvordan vi interagerer med omverdenens krav og den anden er, hvorledes vi forholder os til os selv (Simonsen & Strandbygaard, 1995).

Relaterede begreber som er med til at forme personligheden er temperament og karakter. Ifølge Millon (Ibid.) er temperamentet en biologisk determineret del af personlighedsmønsteret, for eksempel med hensyn til, hvor aktivt eller passivt, vi reagerer på forskellige sansepåvirkninger. Karakteren er derimod bestemt af kulturelle værdier og normer, som vi har taget til os.

I psykoanalytisk forståelse reflekterer karakteren jeg’ets medierende funktion mellem det’et og overjeg’et, mens karakteren i Millon´s biosociale forståelse reflekterer omverdens indflydelse og påvirkninger (Ibid. p.6). En persons karakter defineres hermed efter sociale retningslinier og har således en større spændvidde end temperamentet, som karakteren bygges op omkring.

Interaktionen mellem en række arvelige og biologiske determinanter og miljømæssige faktorer er med til at forme personlighedens udvikling. For eksempel mener Millon (Ibid.), at dette især gælder for prenatale i form af de forhold, som de er underlagt i fostertilstanden og senere de forhold, som det spæde barn bydes. Han taler her om stimulus-næring (nutriment) og refererer til Piaget og Eriksens opfattelse af, at der eksisterer sensitive perioder, hvor miljømæssige stimuli kan øge indflydelse på barnets biokemiske sammensætning og neurologiske funktion af hjernen (Ibid. p. 13).

I biosocial indlæringsteori henter Millon forklaring i behaviorismen med hensyn til, hvordan personlighedens vanemønstre indlæres. Behaviorismen kan kritiseres for at opfatte menneskeligt liv og tænkning som en black box, der er styret af udefra kommende forstærkning og således modellerer vores læring og erkendelse som simple årsags-virkningmekanismer. Da vi imidlertid eksisterer i sociale sammenhænge, hvor vi har bestemte funktioner og muligheder, anvender Millon (Ibid. p.16) også teorien om modelindlæring (imitation) som forklaring til social indlæring. Ifølge Bandura (Hill, 1992, p.139) er læring ikke udelukkende en konsekvens af betingning eller forstærkning, men der sker også læring ved at observere andre blive belønnet eller straffet for en bestemt adfærd. Ved belønning kan vi selv ønske at efterligne adfærden, men vi vil, når vi observerer andre blive straffet for en bestemt adfærd, selv forsøge at undgå samme adfærd. Hermed inddrages den kognitive bearbejdningsproces, som nødvendigvis må finde sted imellem en observation og en følgende efterligning henholdsvis undgåelse af observeret adfærd.

Millon beskriver (Elklit & Simonsen, 2001; Simonsen & Strandbygaard, 1994) i sin teori 14 personlighedsprototyper ud fra individets måder at forholde sig til 3 basale yderpunkter (polariteter) lyst/smerte, selv/andre og aktiv/passiv. Ud fra disse prototyper har Millon medvirket til en kategorisering af de milde eller lettere personlighedsforstyrrelser, der viser sig ved manglende fleksibilitet i tilpasningsmønster til selv'et eller i forholdet til andre, tendens til at komme i negativt selvforstærkende cirkler og i det hele taget at have et skrøbeligt personlighedsmønster (svag stabilitet). Millon (Ibid.) har desuden udviklet forskningsværktøjer til brug for vurderinger af personlighedsforstyrrelser, fordi han er kritisk overfor den fremherskende sygdomsklassifikation, der vægter den biologiske sygdomsmodel og som anvendes til vurdering og diagnosticering inden for psykopatologien og dele af psykologien. Millon´s deltagelse ved udarbejdelsen af DSM III og IV har da også givet personlighedsforstyrrelsen en langt mere central placering i psykopatologien (Elklit & Simonsen, 2001).

 

Forstyrrelser i personligheden

Freud udviklede den strukturelle model af personligheden på baggrund af sit analytiske arbejde med neurotiske klienter og Kohuts selvpsykologiske model er et resultat af hans kliniske arbejde blandt patienter med narcissistiske personlighedsforstyrrelser. Forskellige personlighedsteorier fremstiller hver deres model af personligheden for at kunne beskrive og forklare, hvad det vil sige at være menneske og hvilke personlighedspatologier, der kan opstå. Endvidere giver mange af modellerne også deres bud på, hvordan vi kan eller måske bør forandre os.

Millon mener, at basale forstyrrelser af personligheden kan ses som udviklingsmæssige konstruktioner, der har betydning for menneskets funktionsmåde og psykopatologi (Elklit & Simonsen, 2001, p.3), herunder syndromer som for eksempel depression, angsttilstande eller psykoser. Millon´s teori opererer med 8 milde personlighedsforstyrrelser (Ibid.), hvoraf 3 er delte, således at der i alt er 11 prototyper, samt 3 prototyper på svær personlighedspatologi. Disse er beskrevet ud fra en analyse af, hvordan vi forholder os til yderpunkterne lyst/smerte og selv/andre for at opnå forstærkning i form af belønning. Disse yderpunkter er kilderne til vores erfaringer med, hvad der virker henholdsvis straffende og belønnende og det indvirker på vores vanedannelse. Yderpunkterne at være aktiv/passiv siger derimod noget om vores måde at søge belønning og tilfredsstillelse på (Simonsen & Strandbygaard, 1994, p.6).. Forskellige oplevelser og erfaringer med at håndtere disse yderpunkter får således afgørende indflydelse på, om vores personlighedsfunktion fremtræder normal eller unormal.

Millon´s teori om personlighedsforstyrrelser tager udgangspunkt i normalitetsområdet, idet han ud fra de 3 polariteter beskriver den psykisk sunde personlighedsfunktion. Den ikke-forstyrrede personlighed er i stand til at opsøge og opleve glæden og kan tåle og håndtere smerten, når den melder sig. Den ikke-forstyrrede personlighed kan forholde sig til omgivelserne på en fleksibel og tilpasset måde og kan uden angst og anspændthed veksle mellem hengivelse og selvfordybelse og mellem aktiv og passiv adfærd i sit forhold til andre.

I de følgende afsnit vil jeg redegøre for definitionerne af Millon´s 8 milde personlighedsforstyrrelser som angivet i Simonsen & Strandbygaard (1994, p.7-9), Millon (1997, p.15-18) og Elklit & Simonsen (2001, p. 24-25). Benævnelserne i parentes er dels betegnelserne i DSM VI og i Millon´s personlighedstest MCMI-III. Herefter definerer jeg Millon´s 3 personlighedspatologier.

Milde personlighedsforstyrrelser

Personlighedsforstyrrelser svarende til 1. polaritet lyst/smerte

Personlighedsforstyrrelser, der navnlig vedrører lyst/smerte, viser sig i følgende 2 prototyper:

1) Skizoid personlighedsprototype (passive detached personality) er passiv, uselskabelig og farveløs og lever stilfærdigt og isoleret. Har vanskeligt ved at opnå glæde, men er ikke særlig følsom for smerte. Livet går videre uden at være særligt glædeligt eller smerteligt.

2A) Ængstelig/undvigende personlighedsprototype (active detached personality) er abnorm følsom over for smerte og tillige ret glædesløs. Fører en usikker og tilbagetrukken, ensom tilværelse, ængstelig optaget af at undgå ydmygelse og forhånelse. Er uvillig til social kontakt, med mindre sikkerhed for at være vellidt, er opnået. Utilstrækkelighed og mindreværd retfærdiggør personens isolation og andres afvisning.

2B) Depressiv personlighedsprotoype (depressive personality) er sårbar, forsvarsløs, pessimistisk, bekymret og grublende. Besidder selvopgivende og fatalistiske attituder vedrørende alt. Involverer sig i handlinger af selvfornægtelse og selvdestruktion og afviser nydelse.

2. polaritet selv/andre

Personlighedsforstyrrelser, der opstår ved, at personen i overdreven grad søger forstærkning hos selv'et eller hos andre, eller i en konfliktfyldt blanding af afhængighed/uafhængighed i sit forhold til andre, viser sig i følgende 4 prototyper. De er opdelt således, at den dependente og histrioniske personlighedstype i særlig høj grad er afhængig af andre, hvorimod den narcissistiske og antisociale personlighedstype i høj grad er afhængig af selv'et:

3) Dependent personlighedsprototype (passive dependent personality) er afhængig, føjelig, aggressionshæmmet og hjælpeløs, har et overdrevet behov for tæt kontakt til en stærkere person, f.eks. ægtefælle. Er usikker og bange for at stå på egne ben og er oftest noget svag og umoden, men venlig og hensynsfuld.

4) Histrionisk personlighedsprototype (active dependent personality) er livlig, selskabelig, behagesyg, flirtende, men ligesom den dependente også noget usikker og afhængig af andre. Afhængig af afveksling og nye indtryk i en bestandig søgen hen mod andre.

5) Narcissistisk personlighedsprototype (passive independent personality) er selvtilfreds, selvspejlende, dagdrømmende, selvovervurderende og selvtilstrækkelig. Kan være venlig og imødekommende, men er ofte lidt nedladende og udnyttende. Er forfængelig og opmærksomhedskrævende. Narcissistiske personlighedstyper klarer sig ofte godt, når de selv kan forstærke den store selvtillid. I sygdomsklassifikation hersker der nogen uenighed om, hvorvidt den narcissistiske personlighedstype er usikker og uden ægte selvtillid i sin opmærksomhedskrævende og forfængelige væremåde. Millon (1995) fastholder imidlertid, at denne personlighedtype kan leve hele livet i sin selvglæde og selvtilfredshed uden nødvendigvis at komme i langvarige psykiske vanskeligheder.

6A) Antisocial personlighedprotostype (active independent personality) er aggressiv i sin udadvendte og selvhævdende facon, med latent eller åben modvilje og foragt for andre mennesker. Er følelsesmæssigt noget kold, egoistisk og samfundsfjendsk.

6B) Aggressiv (sadistisk) personlighedsprototype (sadistic aggressive personality) er mere ondsindet og egoistisk på det personlige og interpersonelle plan end den antisociale personlighedstype, men uden nødvendigvis at være samfundsfjendsk.

3. polaritet aktiv/passiv

Forstyrrelser, der opstår i personligheden vedrørende aktiv/passiv adfærd, har et uløst problem vedrørende afhængig/uafhængig, hvor adfærdsstrategien er henholdsvis passiv og aktiv i interpersonelle forhold. Er tillige konfliktsky i en ambivalent instilling til selv/andre. De 2 følgende protopyter opnår ikke en harmonisk og moden evne til at give og modtage glæde og tryghed i forholdet til andre.

7) Tvangspræget personlighedsprototype (passive ambivalent personality) er rigid pligtbetonet, let anhedonisk, konventionel og forsigtig. Har trang til selvudfoldelse samtidig med angst for at støde an mod normer og regler. Besidder en dyb fjendtlighed, som dog sjældent kommer op til overfladen. Har ofte svært ved at tage beslutninger og lægger meget vægt på ydre rammer og regler, med sans for lov, orden og sparsommelighed.

8A) Passiv-aggressiv personlighedsprototype (active ambivalent personality) er negativ indstillet med smøleri, bevidst ineffektivitet og "glemsomhed". Er tillige labil med svingende humør og adfærd.

8B) Masochistisk personlighedsprototype (benævnelsen er fjernet fra DSM IV, Millon´s benævnelse er self-defeating personality) er generelt selvudslettende og selvpinende. Fremstiller sig selv i et dårligt lys eller i en krybende position. Forholder sig til andre på en selvopofrende måde og søger lidelsen (i polariseringen af lyst/smerte) og mener sig fortjent til ydmygelse.

Jeg finder det vigtigt, at nævne her, at den masochistiske personligheds opsøgelse af lidelse i anden sammenhæng er blevet udlagt som lystfølelse/sadisme og forstået som seksuel tilfredsstillelse ved at blive verbalt ydmyget og påført underkastelse i form af smerte. Dette synspunkt findes ikke indeholdt i Millon´s definition af den masochistiske personlighedstype (8B) og heller ikke i den danske oversættelse.

Fælles for de lettere personlighedsforstyrrelser er, at personen føler sig vedvarende besværet i sin livsudfoldelse, i sit følelsesliv, i sin tankegang og i sin relation til andre. Adfærden kan afvige så markant fra normen, at personen også til stadighed ligger omgivelserne til byrde eller ustandselig skaber konflikter med andre (Dahl, et al., 1995, p.412). I betragtning af at ikke-forstyrrede personligheder ind i mellem også har en adfærd, som er påfaldende, kan overgangen fra normalitet til patologi selvsagt være glidende og derfor svær at konstatere.

Svære personlighedsforstyrrelser

Moderate og alvorlige personlighedsforstyrrelser, som har større forstyrrelser i deres struktur og hvor der kan forekomme grænsepsykotiske tilstande, har Millon beskrevet i tre personlighedsprototyper. Skala betegnelserne henviser til de kliniske skalaer i Millon´s personlighedsvurderingsskema MCMI-III (Tabel 1, side 68).

Skala S) Skizotypale personlighedspatologi (schizotypal personality) repræsenterer en kognitiv dysfunktion, minimal tilknytning og excentrisk adfærd. Alt efter om forstyrrelsen vedrører aktiv eller passiv adfærd, udvises enten nervøs og ængstelig påpasselighed eller apati og mangel på følelsesmæssigt udtryk.

Skala C) Borderline personlighedspatologi (borderline personality) er karakteriseret ved stor labilitet med impulsivitet, uberegnelighed, ustabile forhold til andre og manglende kontrol af vrede og negative følelser. Svigtende identitetsfølelse, selvdestruktive tendenser med oplevelser af tomhed og kedsomhed.

Skala P) Paranoide personlighedspatologi (paranoid personality) viser sig ved mistænksomhed og mistro til andre, samt vagtsomhed overfor forventet nedvurdering af selv'et. Tendens til at forstørre interpersonelle vanskeligheder og motiver til beviser på falskhed og ondskab, samt sensibilitet og snæver emotionel spændvidde.

Personlighedens funktions- og strukturniveau

Millon har yderligere bearbejdet de nævnte 11 forskellige personlighedsforstyrrelser og 3 personlighedspatologier med hensyn til kriterierne for de forskellige måder, personen reagerer på. Han beskriver disse i nogle ydre og indre vanemønstre, som benævnes henholdsvis funktionelle processer og strukturelle egenskaber (Elklit & Simonsen, 2001, p.20; Simonsen & Strandbygaard, 1994, p.13). Det er dels udtryksmåder, som afspejles i personens observerbare adfærd og dels i personens indre repræsentationer, som ikke direkte kan iagttages af andre og som må påregnes at være mere eller mindre ubevidste for personen selv, idet der er tale om vanemønstre.

De funktionelle processer omhandler dimensionerne: 1) Adfærd, som er generelle handlingsmønstre. 2) Interpersonel opførsel er måden at omgås andre på. 3) Kognitiv stil repræsenterer måden at tænke på. 4) Ubevidste mekanismer er mestring af psykiske belastninger (Millon, 1997, p.20).

De strukturelle egenskaber omhandler: 1) Selvopfattelse, som er måden at se sig selv på. 2) Indre sammensætning er, hvad man tillader sig selv at føle og tænke. 3) Intrapsykisk organisation er det indre mønster, som styrer kontakten mellem behov, tanker og erkendelse. 4) Følelsesudtryk, som er måden, personen viser sine følelser på (Ibid. p.21-22).

Som en opsamling til de nævnte teorier for personlighedens dannelse og forstyrrelse, vil jeg i det følgende forsøge at relatere dette til hustruvoldsofres personlighed.

 

Offerrollen i personligheden

I psykoanalytisk forståelse er personligheden jeg'ets forestilling om sig selv. For pigebørn sker dette først efter en psykologisk konfliktløsning med hensyn til kønsidentitet, mellem et rivaliserende forhold til moderen og en psykoseksuel driftsprojektion mod faderen (Andkjær Olsen & Køppe, 1961, p. 392). Således skulle undertrykkelse af aggression, skam- og skyldfølelse over driften og angsten for at miste forældrenes kærlighed, få pigebørn til passivt at underkaste sig overjeg'ets (forældrenes) krav.

Ud fra denne synsvinkel er kimen til offerrollen lagt meget tidligt, da barndomsoplevelser og -erfaringer i en psykodynamisk teoriforståelse opfattes som personlighedens byggesten og fundament, således at psykiske mønstre tidligt bliver manifesteret for det voksne liv. Dette gælder også i objektrelationsteori. Her udvikles personligheden i en symbiotisk følelsesrelation mellem barnet og dets primære omsorgsperson og i barnets skiftende krav om nærhed og autonomi (Bertelsen, 2001, p.57). Alt efter hvordan omsorgspersonen kommer barnet i møde, forstår dets signaler og rummer dets behov, bliver barnets forståelse af verden splittet i en god og ond del med overvægt i den del, hvori barnet har følt sig rummet (Ibid.).

Symbiosens kommunikationsmiddel "Projektiv identifikation" (Visholm, 1991) anvendes i psykodynamisk forståelse i voksenlivet som forsvarsmekanisme. "Projektiv identifikation" er en ubevidst manipulation af overvejende ubehagelige følelser, impulser og behov, som projiceres over på omsorgspersonen, der umærkeligt tvinges til at reagere på dem. Reagerer modtageren modent og velovervejet på afsenders projektion, er der trøst at hente. Omvendt oplever afsender frustration, når modtager reagerer negativt på projektionen. Er omsorgspersonen ikke i stand til at skabe et empatisk miljø for barnet, bliver dets personlighedsudvikling følelsesmæssigt skadet, som i selvpsykologisk forståelse er et resultat af manglende nedtoning af selv'ets omnipotens og mistet fornemmelse af, hvad det vil sige at være et selv (Bertelsen, 2001, p.60).

I psykodynamisk forståelse er personlighedsdannelsen blevet forstyrret, når den i overdrevet grad benytter sig af et umodent reaktionsmønster og er hæmmet af sin, i forhold til andre i nærmiljøet, afvigende personlighed (Simonsen, 1998, p.35). Forsvarsmekanismer er med til at skabe konflikter i samlivet, når den ene part forsøger at komme af med uacceptable følelser og behov hos sig selv ved at projicere dem over på den anden, der så reagerer på dem. På denne måde kan en aggressiv ægtemand få sin kone med en ængstelig/undvigende personlighed til at føle håbløshed, magtesløshed eller depression og slippe for disse følelser hos sig selv. Omvendt kan en stærkt manipulerende og selvsikker kone med en narcissistisk personlighed risikere, at hendes følelsesmæssigt pressede og jaloux mand går til håndgribeligheder, fordi han er umoden og måske er en aggressiv eller antisocial personlighed.

I Millon´s biosociale indlæringsteori repræsenterer personligheden et mønster af grundlæggende og fremherskende kognitive, emotionelle og adfærdsmæssige karakteristika, som er forankret i genetiske og arvelige faktorer, samt tillærte sociale og kulturelle normer og holdninger. Hvorvidt vi fremstår som dynamiske og ansvarsbevidste eller svage og ængstelige er i den tidligste voksenalder allerede indlejret i vores dominerende, manifeste personlighedsmønster. En kones stærke omsorg for sin mand, kan dække over stærk afhængighed og angst for at skulle klare sig selv og manglende tro på at denne mulighed findes. En sådan indlært kulturelt hæderværdig adfærd kan skjule kvindens psykologiske ustabilitet, føjelighed og usikkerhed og bliver en ond cirkel af offervillighed, når manden med vold signalerer, at han ikke værdsætter eller påskønner omsorgen.

Offerollen i personligheden kan her forstås som biologiske dispositioner, samt oplevelser af og erfaringer med afmagt eller indlæring af den hjælpeløshed, man som et lille barn lærte, fordi man var helt afhængigt af andre .

Jeg har nu præsenteret nogle af de teoretiske overvejelser der angiver min undersøgelses problemstilling, som er at finde særlige personlighedsmønstre, der kan have indflydelse på rollen som offer for hustruvold. I det følgende vil jeg beskrive mine overvejelser angående metode, dernæst min undersøgelsens fremgangsmåde med hensyn til dataindsamling og dataanalyser.



Til   6. Undersøgelse af personlighedsmønstre

Til   Forsiden