3. Implikationer for offerrollen ved hustruvold Ud fra min søgeproces i den psykologiske faglitteratur er det lidt problematisk klart at definere begrebet "Hustruvold", da denne form for vold som nævnt ofte er indordnet under andre kategorier som "Familievold", "Partnervold" og "Vold i ægteskabet". Disse kategorier er imidlertid misvisende, når det drejer sig om vold, der udelukkende er rettet mod hustruen/kvinden, fordi de antager karakter af, at manden og kvinden er jævnbyrdige parter, der øver vold mod hinanden i en uspecificeret relation indenfor familien. Hermed elimineres den fysiske magtdominans, der naturligt er til stede i forholdet (Koss, et al. 1994, p.65) og de forskelle i parternes temperament og karakter, som kan lette adgangen til, at manden kan kontrollere og disciplinere sin kone (Herman, 1995, p.48). Hermed kan det skjules, at der er tale om vold, som énsidigt udøves af ægtemanden mod hustruen. Når emnet "Hustruvold" i visse dele af den psykologiske faglitteratur indordnes under kategorierne "Familievold" og "Vold i ægteskabet" skyldes det, at hustruvold som begreb logisk nok kan forstås som værende kædet sammen med disse kategorier (Karpatschof, 1983, p.86). I denne sammenhæng er "Partnervold" et lidt bredere begreb, idet det også omfatter vold i homoseksuelle parforhold. Kategorierne bliver hermed kønsneutrale og omfatter eksempelvis også hustruers vold mod deres ægtemænd. Det er altså ikke enhver kvinde, som påtager sig offerrollen. Det er heller ikke enhver kvinde der stiltiende finder sig i hustruvold, faktisk er der nogle hustruvoldsofre, som dræber deres voldelige mænd (Snare, 1998). Pearson (1997, p.49 i Snare, 1998) mener, at selvom hustruvoldsofre sandsynligvis dræber i selvforsvar, så må vi dog erkende, at også kvinder besidder aggressivitet og ondskab. Ved at vægte volden som et ægteskabeligt anliggende, kan hustruvold defineres ved forekomsten af voldelige handlinger i en given kultur, uafhængigt af parternes intentionalitet i relationen. McHugh, Frieze & Browne (i Denmark & Paludi, 1993, p.515) gør opmærksom på, at dette perspektiv har afsmittende effekt på såvel undersøgelsesmetoder som resultaterne af disse undersøgelser. Dette forstået således, at en undersøgelses udfald i høj grad afhænger af, hvordan der spørges og hvad der spørges om. Ifølge McHugh (et al.1993) er de vigtigste faktorer i alle undersøgelser af hustruvold at få skabt klare og veldefinerede begreber for, hvad hustruvold består af for at kunne operationalisere og definere, hvordan kvinderne har det. Kvindens personlighed synes hermed at have en vis medindflydelse på hustruvolden. Sådan som jeg forstår begrebet "Hustruvold", kan det yderligere indsnævres til "Hustrumishandling" som betegnelse for, at kvinden er udsat for særligt grove former for vold. Karpatschof (1983) går et skridt videre i sin definition og skelner mellem mildere og grovere former for hustruvold. Karpatschof’s definition (Karpatschof, 1983, p. 132) på "Det kroniske hustrumishandlingssyndrom" er "…vold, som ensidigt er rettet mod kvinden af hendes ægtemand/samlever, hvor volden forekommer regelmæssigt og er af en særlig grov karakter". Denne definition udelader imidlertid både voldens psykologiske følgevirkninger samt parternes personlighedsmæssige indflydelse. Dutton (1995, p.3) definerer hustruvold som "…enhver fysisk aggressionhandling, foretaget af en mand mod en kvinde, med hvem han har et intimt (seksuelt - følelsesmæssigt) forhold til" (min oversættelse). Denne definition medtager aspekter af mandens personlighed i form af aggressivitet, men ikke de psykologiske aspekter ved volden. Walker (2000, p.260) definerer ofre for hustruvold som "The Battered Woman" der er "…en kvinde over 18 år, som er eller har været i et intimt forhold med en mand, der gentagne gange udsætter hende for fysisk og psykisk overlast"(min oversættelse). Walker medtager voldens psykologiske indvirkning på kvinden i sin definition, samt at kvinden stadig kan være offer for mandens vold efter separation og skilsmisse. Dog begrænses definitionen med et alderskriterium, hvilket er problematisk, fordi også flere meget unge kvinder til stadighed indgår i et intimt samliv med en partner (Christensen, 1984). Med baggrund i de ovennævnte definitioner, vil jeg sammenfatte begrebet "Hustruvold" som en fællesbetegnelse for alle former for mænds bevidst eller ubevidst, gentagne fysiske, psykiske, seksuelle og materielle voldsomheder mod deres partnere i og udenfor samlivet. Således at der ved "Hustruvold" entydigt skal forstås, at det er hustruen/samlivspartneren, der er det primære mål for volden, kontrollen og disciplineringen, begået af ægtemanden/samleveren. Spørgsmålet er så, hvorfor kvinder finder sig i at blive kontrolleret, disciplineret og udsat for vold og grov mishandling af ægtemanden/partneren? Det kan synes uforståeligt, at en kvinde, der gentagne gange er blevet mishandlet af sin mand, forbliver i det voldelige forhold. Min hypotese er som nævnt, at forklaringen kunne findes i kvindens fremherskende personlighedsmønster, for eksempel en overdrevet afhængighed af et andet menneske. Er dette andet menneske en voldelig ægtemand, så kunne afhængigheden være en medvirkende årsag til at forblive i forholdet, fordi hun har behov for en stærkere person og frygter at komme til at skulle leve et selvstændigt liv (Lee-Hargrove, 1995, p.35). I det følgende vil jeg belyse nogle af voldens implikationer for hustruvoldsofrene. Det synes mest naturligt af starte med at definere begrebet vold. Den vel nok mest fremtrædende af hustruvoldens implikationer er mandens vold. Kvinder, der forbliver i et voldeligt forhold kan opleve, at volden kan stå på i årevis og undertiden være så grov, at den udsætter dem for alvorlig fysisk og psykisk skade eller direkte livsfare (Christensen, 1984). Som hidtil beskrevet, kan der være nogle personlighedsmæssige årsager til, at vold opstår som en del af et samliv. Dutton (1995, 1995a; Dutton & Haring, 1999) har fundet voldelige mænd med personlighedsforstyrrelser på niveau med borderline personlighedsstrukturen, som benævnes "The Abusive Personality" og Lee-Hargrove (1995) definerer "The Battered Woman Profile", som en kvinde med paranoide, skizofrene og psykopatologiske karakterafvigelser. Karpatschof & Karpatschof (1981, p.148) forstår vold og tvang som magtens midler til at udføre handlinger. Trusler forstås som meddelelser om magtanvendelse. Vold defineres hermed som udøvelse af fysisk skade: "handlinger, hvor magtudøveren med forsæt tilføjer andre skade, for eksempel drab, legemsbeskadigelse, mishandling og ødelæggelse af ejendele". Tvang defineres som: "handlinger, hvor magtudøveren indskrænker andres udfoldelsesmuligheder, for eksempel deportering, indespærring og berøvelse af ejendele," og trusler defineres som: "meddelelser om, at der vil blive anvendt vold eller tvang, hvis de truede ikke følger magtudøverens vilje." Denne tre-deling af magtens midler skelner ikke eksplicit mellem fysisk og psykisk voldsudøvelse. Tvang og trusler kan anskues som psykologiske magtmidler, men magtudøvelser må i nogle situationer kræve anvendelse af fysiske magtmidler, for at manden kan opnå det, han vil. Definitionen tager afsæt i virksomhedsteorien, hvor virksomhed forstås som et kompliceret samarbejde mellem mennesker indenfor samme sociale system, hvor alle i systemet er afhængige af hinanden (Karpatschof, 1983, p.178). Når der i en aktivitet eller anden form for virksomhed (samliv) opstår uenighed eller forhindring for et samarbejde, så vil den person, som er afhængig af eller har behov for samarbejdet forsøge at fjerne disse forhindringer. Kan dette ikke lade sig gøre på fredelig vis, vil det kunne ske gennem udøvelse af magt, som ofte fører til anvendelse af vold (Ibid.). Hermed kan tvang og trusler defineres både som psykisk og fysisk vold. Vold i forbindelse med hustruvold kan her defineres som mandens magt til at tvinge partneren til noget. Når to parter er uenige eller har forskellige interesser, så er handlinger med anvendelse af magt det middel, som den ene part kan anvende for at tvinge den anden part til at føje sig (Karpatschof & Karpatschof, 1981, p.150). Vold synes hermed at være uundgåeligt, så længe der er modsætningsforhold mellem forskellige sociale og kulturelle systemer, mellem forskellige normer og holdninger og mellem forskellige personligheder og mellem kønnene. Elklit (i Kirkegaard, 1994, p. 56) skriver, at vold er overgreb, lige fra tyveri til drab, mod personligheden og det inderste selv. Vold er hermed offerets oplevelse af at være blevet udsat for angreb på personlighedens autonomi med psykologiske tab i form af ydmygelse og tab af kontrol til følge. I forbindelse med trusler om vold, kan overfald og lemlæstelse ligge som en reel, oplevet fare, som er skræmmende (Elklit, 1994, p.53), specielt når voldsudøveren også truer med et våben eller andre truende genstande. Elklit (1992,p.48) finder, at i nogle situationer er den faktiske vold mindre afgørende for ofrets reaktioner end den oplevede fare. Denne antagelse får støtte fra Herman (1995, p.98), som ser hustruvold som en universal terrormetode, der har til hensigt at styre og kontrollere kvinden samt begrænse hendes livsudfoldelse. Herman (1995) mener, at det ikke er nødvendigt med hyppig voldsanvendelse for at holde offeret i en konstant angsttilstand. Trusler om vold mod kvindens nærmeste familie og venner er lige så effektive som direkte trusler mod hende selv. Metoderne, som gør det muligt for mænd at udøve magt over deres koner og samlivspartnere, er bemærkelsesværdigt ensartede (Christensen, 1984, p. 10; Herman, 1995, p.98; Walker, 1979, p.73). Det handler om tvangsmetoder. De mange former for vold og terror, manden anvender for at få kontrol over hende, fremkalder en systematisk, gentaget påføring af et psykisk traume. Det er ifølge Herman de organiserede teknikker ved tvangsmetoderne, der gør voldsofrene magtesløse og afskærer dem kontakten til andre mennesker. Jeg vil i det følgende belyse 4 kategorier af disse voldsformer, den fysiske vold, den psykiske vold, den seksualiserede vold og den materielle vold. I forbindelse med ægtemandens vold mod hustruen, skelner Råkil (1992, p. 3) mellem fysisk og psykisk vold. Fysisk vold er alle de fysiske handlinger, manden foretager sig, som har til hensigt at påføre kvinden smerter og skader, lige fra udøvelse af terror til drab. Psykisk vold er al verbal og non-verbal, ikke-fysisk kontakt, som har til hensigt at nedgøre, ydmyge, undergrave og krænke kvindens personlighed og følelse af kontrol over sit eget liv. Den psykologiske vold inddeler Sonkin, Martin & Walker (1985) i eksplicitte trusler og implicitte trusler for at tydeliggøre de mange udtryk, denne form for hustruvold kan antage. Eksplicitte trusler er direkte udtalelser om udøvelse af vold, mens implicitte trusler er mere subtile, som for eksempel en speciel måde ægtemanden ser på sin kone på, når hun befinder sig i en situation, han ikke bryder sig om. Den implicitte trussel kan være lige så reel som den eksplicitte, specielt når kvinden har erfaringer med, at manden bliver voldelig, hvis hun ikke efterkommer hans ønske. Det kan være vanskeligt at skelne mellem fysisk og psykisk vold, idet der i den fysiske vold er indbygget elementer af psykisk vold. For eksempel ved kvinden ikke altid, hvornår volden udløses, eller hvornår den finder sin afslutning. Den psykiske vold er derfor altid mere eller mindre til stede i et voldeligt forhold. Undersøgelser viser (Christensen, 1984; Hansen, 1991), at volden kommer som en overraskelse for de fleste hustruvoldsofre. Oftest starter den fysiske vold lige efter, at parterne er blevet gift eller flyttet sammen og mange kvinder kan angive tidspunktet for, hvornår den startede. Den psykiske vold synes at have et mere snigende forløb, som ofrene først erkender, når den er trappet op eller når de fysiske overgreb sætter ind. I danske krisecentres årsrapport (L.O.K.K. årsstatistik 2000, p.12) skelnes mellem fysisk vold og psykisk vold. 46 % af krisehjemsbeboerne oplyser, at de har været udsat for både fysisk og psykisk vold af en nuværende eller tidligere ægtemand/samlever. 10% har udelukkende været udsat for fysisk vold og 14% har udelukkende været udsat for psykisk vold. I en kvalitativ undersøgelse af Hansen (Hansen, 1991, p.87) af 9 kvinders levevilkår efter bruddet med en voldelig mand, fandt Hansen, at alle havde været udsat for begge voldsformer, skønt halvdelen af dem ikke opfattede de puf og skub, de havde fået, som fysisk vold, men som psykisk vold, fordi disse var milde former for vold. I en undersøgelse af fysisk vold mod kvinder og mænd (Christensen & Koch-Nielsen, 1992, p.25) har fraskilte/separerede kvinder signifikant oftere været udsat for såvel milde som grovere former for fysisk vold begået af en tidligere ægtefælle/partner. I undersøgelsen forklares dette med, at hustruvolden ikke altid slutter, selvom ægteskabet opløses og at gifte kvinder muligvis underrapporterer forekomsten af vold i parforholdet. Erfaringer fra krisecentre viser, at kvinder lever i voldelige parforhold i årevis uden at omtale for andre, hvad de er udsatte for (Christensen, 1984, p. 39). Seksuel vold i parforhold er voldshandlinger som udtrykkes på en seksualiseret måde, som for eksempel fysisk voldsudøvelse under samleje, voldtægt og tvungen deltagelse i former for seksuelle handlinger, som byder kvinden imod. I en undersøgelse af seksualiseret vold i parforhold (Christensen, 1984, p.36; Skjørten, 1988; Walker, 1979, p.74) fortæller nogle hustruvoldsofre, at mandens aggressive voldshandlinger blev transformeret til noget seksuelt for ham, således at han afsluttede volden med at tiltvinge sig samleje, som kvinderne ikke havde lyst til, men ikke turde modsætte sig af hensyn til konsekvenserne. Ved voldtægt er sex midlet, men ikke målet (Elklit, i Kirkegaard, 1984, p.59). For udøveren handler det om magt, ydmygelse og krænkelse af kvinden eller kvindekønnet i det hele taget. Der findes ingen danske undersøgelser af voldtægtsmænd, men Elklit (Ibid.) henviser til amerikanske undersøgelser, der i hovedtræk inddeler voldtægtsmændene i to grupper. En type, der voldtager, fordi han ikke er i stand til at skabe social kontakt, men ønsker, at kvinden skal give sig hen til ham, og en anden type, som er sadistisk, følelseskold og farlig. Sidstnævnte ønsker at ødelægge kvindekønnet og voldtager for at betvinge og nedværdige hende. Voldtægt som undertrykkelses- og magtmiddel kommer også til udtryk i krige, hvor talrige kvinder lider af følgerne efter voldtægter med skammen, mulige graviditeter og med moralske overvejelser om, hvorvidt de skal beholde barnet eller skille sig af med det (Elklit & Knudsen, 2000, p.70). Den sidste kategori af voldsformer, som jeg vil omtale, benævner Råkil (1992, p.3) "Property Violence". Det kan oversættes med besiddelsesvold og omfatter destruktion af materielle ting, som for eksempel kvindens personlige ejendele, genstande med affektionsværdi og gaver. Brug af våben, knive, stokke, flasker, husgeråd og lignende fysiske objekter for at tvinge kvinden, hører også under denne kategori, ligesom voldelig adfærd overfor hendes familie og venner, med det formål at begrænse hendes sociale kontakt samt straffe og kontrollere hendes adfærd. For offeret er der måske ingen væsensforskel på, om der er tale om fysisk eller psykisk vold, for uanset hvem af parterne, der er skyldig i voldens opståen, så vil enhver, der bliver udsat for et overgreb eller en mishandling begået af en nærtstående eller elsket person, opleve en følelse af magtesløshed (Elklit, 1993.p.59). Imidlertid er der den gradsforskel, at fysisk vold kan føre til offerets død, hvilket sjældent ses ved psykisk vold. Elklit fandt i sin analyse af voldramtes situation, at hustruvoldsofres "accept" af flere voldsepisoder ser ud til at have en sammenhæng med manglende tillid til eget værd, således at volden opleves som udtryk for egen mangelfuldhed. I en interventiongruppe med voldsramte kvinder fandt Elklit (Ibid.p.60),at de kvinder, som oplever vrede og som kan rette denne vrede udad, bliver handlekraftige. Denne handlekraft kan omsættes i en anmeldelse af mandens vold, men en anden af implikationerne ved hustruvolden er, at når kvinder forbliver i et voldeligt forhold, bliver de samfundsmæssigt betragtet som den lidende part på grund af de omstændigheder, ægtemanden/samleveren påtvinger dem (Peterstrand-Nilsson, 1999, p.15). Men i den ensidige opfattelse af hustruvoldens ætiologi ligger også forventningen om, at de burde kunne sætte sig ud over følelserne og reagere rationelt (Kristiansen, 1995, p.41). Det vil sige glemme den elskede, som udøver vold, og skabe sig en selvstændig tilværelse. Kan de ikke det, ligger der også i opfattelsen, at de selv e r skyld i at volden fortsætter (Ibid). Denne "Victim Blaming" vil jeg diskutere i det følgende Politimyndigheds rolle ved anmeldelse af hustruvold En anden implikation for hustruvolden er, at kvinder, der forbliver i et voldeligt forhold, som nævnt kan opleve sekundær viktimisering eller "Victim Blaming". Dele af den feministiske faglitteratur (f.eks. i Bergmark & Lundberg,1995; Herman,1995; Karpatschof, 1983; Peterstrand-Nielsen,1995) kan citeres for, at politimyndigheder er intolerante, fordomsfulde og mistroiske overfor kvinder, der anmelder hustruvold. Karpatschof (1983, p.37) skriver, at når kvinder forsøger at anmelde hustruvoldvold, så er politiet i reglen meget utilbøjelig til at tage imod anmeldelsen. Dette kan ifølge Dutton (1984) skyldes, at vold mod hustruen har en række omstændigheder og karakteristika, som naturligt er indlejret i disse tilfælde og som er anderledes sammenlignet med andre tilfælde af vold mod kvinder (Dutton, 1984). Før det første kan hustruvold karakteriseres som "Familievold" og som "Husspetakler", således at det er vold, der foregår i en social relation og hvor det kan være svært at afgøre, hvilken af parterne, der gjorde hvad (Dutton, 1984, Karpatschof, 1983). Det vil næsten altid være påstand mod påstand, hvis ikke der er beviser at hente. For det andet foregår hustruvolden i 9 ud af 10 tilfælde i parrets hjem, altså indenfor den private sfære og i 70% af disse tilfælde er offeret alene med gerningsmanden, når overgrebene finder sted (Rigspolitiet 1995/1996, p.76). Det må formodes, at det selv for politifolk kan være svært at operere indenfor den private sfære, for i vores samfund er vi opdraget til at respektere privatlivets fred. Desuden vægrer vi os ved at blande os i andres måder at leve på. For det tredje kan det formodes, at kvinden i et voldeligt forhold betragtes som ikke-sagesløs i anmeldelserne. Dette forstået på den måde, at når hun bliver i forholdet efter gentagne gange at have været udsat for vold fra sin ægtemand/samlever, så er hun vidende om, at det kan ske igen og igen. Straffeloven forbyder generelt vold og personer, der forbryder sig herimod, skal straffes (Sørensen i Brink, 2000), for at retfærdiggøre sagesløse ofre for vold. Man kunne derfor forvente, at politiet arresterer manden og hermed signalerer, at samfundet ikke tolererer hustruvold, men når hustruvold katagoriseres som "Husspetakler", så er gældende retspraksis, at det er en overtrædelse af politivedtægterne (lov om offentlige orden) (Kapatschof, 1983, p.36). Karpatshof (1983) mener, at der hermed tages større hensyn til omgivelserne, end til offeret for "spektaklet". Betyder det, at ikke-sagesløse ofre ingen retfærdighed kan få? For at få svar på, om hustruvoldsofre nogle gange bliver opfattet som ikke-sagesløse, har jeg henvendt mig til vicekriminalinspektørKaj Herman hos Glostrup Politi. Herman bekræfter, at straffeloven før 1989 opererede med begrebet sagesløshed, som betød at den allermildeste form for fysisk vold kunne afvises, hvis anmelderen, efter det faktuelt oplyste, ikke skønnedes at have været sagesløs. Begrebet eksisterer ikke længere, i dag modtager politiet alle anmeldelser om vold. Der indledes voldssag, uden at disse er anmeldte, når politiet får kendskab til sådanne skader på personer, hvor der utvivlsomt objektivt set er tale om vold for "…i videst mulig omfang at få afdækket tilfælde af grov og/eller vedvarende vold i samlivs og familieforhold, hvor offeret er blevet så underkuet, at vedkommende ikke formår at reagere" (Citat fra Hermans svar). Politiets indsats i hustruvoldssager er proaktiv (Holmberg, 1999, p.28), når politiet er orienteret om voldelige ægteskaber/samliv og kan gribe ind tidligt for at forhindre en uhensigtsmæssig udvikling. Men politiets indsats er reaktiv (Ibid.), når der først sættes ind, efter at samlivsproblemerne er blevet meget store og synlige. Hermed synes mulighederne for at afbøde voldens eftervirkninger på offeret at være forpasset. Specielt må kvinder, som måske flere gange har anmeldt hustruvold, indirekte opleve at blive anklaget for meddelagtighed i det voldelige samliv, hvis ikke politiet kan afdække mandens magtdominans i samlivet. Hustruvoldens uklare definition er med til at skjule kvindens placering i dette voldsheraki, således at hendes kropssprog, reaktionsmønstre og dialog med manden ikke altid afdækkes som værende tegn på, at offeret kender voldsmandens "regler" (Berne, 1964, p.159). Som nævnt er det vanskeligt for politiet at operere inden for den private sfære, også når det drejer sig om anmeldelse af strafbar vold. Voldsepisoderne kan karakteriseres forskelligt og ægteparrets oplysninger og opfattelser af disse episoder kan også være divergerende. Det betyder ikke nødvendigvis, at den ene part lyver eller overdriver, men kan forstås som parternes divergerende ståsted med hensyn til, hvad de ser, hører og oplever. Ifølge Mead (1964) fortolker man den situation, man er i, ud fra en indre proces af selvbilleder og selvbegrundelser. Dette vil jeg kort redegøre for i det følgende afsnit. Divergerende opfattelser af volden At ægtepar kan have divergerende opfattelser af voldens betydning for samlivet viser en dansk og en norsk undersøgelse af skilsmisseårsager (Christensen & Kock-Nielsen, 1992, p.11). Disse undersøgelser viser, at ved hver fjerde skilsmisse er vold angivet som en medvirkende årsag til ægteskabets opløsning. Kvinderne rapporterer om trusler og vold i langt højere grad, end mændene vil vedgå. Til gengæld rapporterer mændene om et ringere omfang af trusler og vold fra hustruens side, end hun selv har oplyst. To svenske journalister (Bergmark & Lundberg, 1995, p.74-78) har bemærket lignende divergerende opfattelser af, hvad vold betyder i ægteskab/samliv. Efter visningen af deres tv-program "Kvinnomisshandel" blev de kontaktet af ægtemanden til en af de medvirkende i programmet. Han var idømt tre års fængsel for livsfarlig vold mod sin kone og havde set udsendelsen. Han syntes "...att der var jävligt starkt av Maria att ställa upp. Jag måste stå för vad jag har gjort, även om det är hårt". Ikke desto mindre håbede han, at samlivet med hende fortsatte efter udstået straf, skønt han vidste, at hun var rædselsslagen bange for ham. En anden ægtemand til en af de medvirkende i tv-programmet var blevet dømt for vold og hensynsløs adfærd i to forhold. Han syntes ikke selv, det var rimeligt, at han skulle afsone fire måneders fængsel, for han anså sin forseelse som værende ret uskyldig i forhold til så mange andres. Selvom han erkendte sig skyldig i volden, mente han ikke, ansvaret var hans alene, idet der var tale om disciplin. Det var en forkert metode, det indså han, men volden fungerede, for hun gjorde det, han ville have hende til. Begge parter har tilsyneladende helt deres egen forståelse af sig selv i forhold til den anden og til voldens indvirkning. De voldelige episoder præsenteres som isolerede hændelser, uden nogen forbindelse med andre aspekter af deres liv og dette kommunikeres ud i adfærd og handlinger (Kristiansen, 1995, p.121; Råkil, 1998, p.9). Dette kan forklares i den socialpsykologiske forståelse, symbolsk interaktionisme, hvor Mead (1962, p.175) forstår personligheden (selvet) som en dialektisk proces, hvor personen blandt andet generaliserer andres meninger og holdninger og gør dem til sine egne. Det betyder, at man inderfor en social kontekst forstår hensigten og formålet med den andens observerbare adfærd og handlinger. Mead (Ibid. p.5) har i detaljer udlagt, hvordan en persons åbenlyse handlinger har sit udspring i en indre proces af selvbilleder og selvbegrundelser, hvormed personen fortolker den situation, som vedkommende er konfronteret med. Athens (1974) mener, at det er på basis af denne fortolkning, at personen handler i situationen. For at undersøge dette har Athens (Ibid.) indsamlet data fra 23 fanger, anklaget for mord og andre grove kriminelle handlinger. Fangerne blev spurgt om, hvordan de så på sig selv på det tidspunkt, da de begik ugerningen og om, hvordan de mente, at familie og nære venner så på dem i dette tidsrum. Fangerne blev herefter spurgt om, hvorvidt den måde andre så dem på, var korrekt og hvorfor eller hvorfor ikke. Analysen af svarmaterialet antyder, at selvbilledet hos fanger, der så sig selv som ikke-voldelige, heller ikke afspejlede villigheden eller paratheden til at reagere voldeligt. Hvorimod selvbilledet hos dem, der så sig selv som voldelige netop afspejlede både villighed og parathed til at reagere voldeligt (Ibid. p.101). Athens gør opmærksom på, at et voldeligt selvbillede ikke altid er en prædisposition til at begå voldelige handlinger. Enhver kan reagere voldeligt, når, forudsætningen er at imødegå et fysisk angreb (Ibid. p.102). Hermed tager Athens ikke hensyn til den enkeltes personlighedskonstitution og nævner heller ingenting om, hvorvidt det gælder, at begge køn i situationen kan reagere voldeligt. Der er ingen tvivl om, at mænd i visse situationer kan reagere voldeligt. Som tidligere nævnt er mange af de voldelige ægtemænds personlighed karakteristisk med hensyn til personlighedsforstyrrelser med blandt andet aggressive og fjendtlige personlighedstræk. Divergerende opfattelser, parterne kan have af voldsepisoder, gælder også for opfattelsen af hinanden. I interviewundersøgelser (Christensen, 1984; Karpatschof, 1983; Walker, 1979) giver mange ofre for hustruvold udtryk for, at deres mænd ud over en stærk følelsesmæssig labilitet også udviser en udpræget lidenskabelighed med hengivne, varme og kærlige følelser. Det synes derfor forståeligt, at et offer for hustruvold let fanges i et spændingsfelt mellem det intrapsykiske og det interpersonelle, i en konflikt mellem modstridende følelser. Hun vil gerne være sammen med den mand, hun forelskede sig i og som hun måske har børn sammen med, men hun vil ikke have volden eller hans aggressive udfald, men bliver måske alligevel. Spørgsmålet er, om et hustruvoldsoffer forbliver i det voldelige forhold, fordi hun har svært ved at håndtere uafklarede følelser for partneren, eller om hun påtager sig rollen som offer for at slippe for et valg. Dette kan skyldes, at kvinden har behov for en følelsesmæssig binding og hermed en stor afhængighed af et andet menneske, således at de kvinder, der undlader at tage stilling til det voldelige forhold, bevidst eller ubevidst påtager sig en rolle som offer. Kvinderne har ofte god grund til at føle sig stigmatiseret af omverdenens manglende tillid til deres sagesløshed (Elklit, 1988, p.35). Sekundær viktimisering i form af direkte eller indirekte bebrejdelser rører jo ved deres skyld- og skamfølelse (Symonds, 1975). De mødes med uvidenhed om deres situation og manglende medfølelse for, hvordan de egentlig har det (Elklit, 1988). Vi tager afstand fra det forfærdelige, de har været udsat for og den hjælpeløse tilstand de føler sig hensat i, fordi det ryster vores antagelse af, hvordan forholdet mellem mand og kvinde bør være (Janoff-Bulman, 1992). Når vi bebrejder kvinden, at hun forbliver i det voldelige forhold og dermed påfører hende skylden for volden eller udstiller hende som en taber, en svag eller hjælpeløs person, fritager vi samtidig os selv for at forstå hende og den opfattelse hun har af verden (Elklit, 1988). Hermed kan vi beholde illusionen om det gode parforhold og det ideelle ægteskab og illusionen om, at verden alligevel ikke er så forfærdelig og ond, som ofre for hustruvold vidner om (Janoff-Bullman, 1992). Kvindens offerrolle kan defineres ud fra to forskellige forståelser. Benævnelsen offer betyder, at man giver afkald på noget, man ofrer sig for noget bestemt, en sag eller et andet menneske (Nudansk Ordbog, 1988, p. 673). Ved denne handling er der objektivt set en mulighed for bevidst at vælge, om man vil påtage sig offerrollen eller ej. En anden betydning af begrebet offer er at være et offer, som man bliver, når man bliver genstand for andres overgreb (Christensen, 1984, p.34). Så er der ikke længere tale om en handling, men en tilstand, hvor man reelt ikke har nogen mulighed for at vælge offerrollen fra. Som for eksempel mindre børn i et voldeligt familieforhold, som er ofre, uden reelt at kunne undgå offerrollen. Barnet er altid den svageste part i en familie og det barn, der hyppigt oplever vold mellem forældrene, det være sig psykisk eller fysisk, må opleve sin egen magtesløshed, for det kan ikke ændre på situationen (Christensen & Persson, 1998, p.29; Kristiansen, 1995, p.34). De kan ikke bare forlade familielivet. Offerrollen i forbindelse med hustruvold kan indebære, at kvinden ofrer sig ved at påtage sig skylden for, at volden opstår, for at partneren slår og for at samlivet ikke fungerer (Christensen, 1984; Karpatschof, 1983; Kristiansen, 1995; Walker, 1979). Men også for at beskytte børnene eller for at holde sammen på familien (Christensen & Person, 1999; Lee-Hargrove, 1995). Hendes skyld og skamfølelse i den forbindelse kan være væsentlig nok, men det kræver, at hun bevidst anerkender sin del af skylden for det voldelige forhold. I erkendelsen af skyld kan der opstå dårlig samvittighed og skamfølelse, når det handler om, at hun har fejlet eller at hun føler sig utilstrækkelig og mislykket (Karpatschof, 1983, p.97). Hvis kvinden derimod drager sin skyldighed i tvivl og ikke vil anerkende den, men tilbageviser skylden som urimelig, så bliver hun et offer, når hun alligevel bliver beskyldt og straffet med vold. I dette tilfælde er hendes skyldighed fiktiv og hendes skyldfølelse er indbildning og objektivt set ikke reel. Det er ikke for at fremskaffe en enkel forklaring på et komplekst problem, men der ligger faktisk en aktiv og en passiv adfærd med et tilsvarende handlingspotentiale i differentieringen. Når ofre for hustruvold påtager sig skylden, kan det som nævnt være et bevidst valg, men det kan også være af uvidenhed (Ibid. p. 200), specielt når ofret ikke kender til eller tror sig i besiddelse af andre handlingsmuligheder end netop at påtage sig skylden for andres negative adfærd. Ved at undlade at vælge gør et hustruvoldsoffer sig skyldig i uansvarlighed overfor sig selv og sine børn, for dét at undlade at vælge er også et valg (Christensen, 1984, p.13) . Det har nogle konsekvenser for disse kvinder, som vil fremgå af følgende afsnit. Konsekvenserne af at opleve vold i samlivet vil variere fra kvinde til kvinde, men generelt sker der en nedbrydning af selvværdet og tilliden til omverdenen (Ibid. p. 62) for de ofre, der forbliver i et voldeligt forhold. I hvor høj grad nedbrydningen sker og på hvilken måde det viser sig, vil være afhængig af, hvorledes kvinderne reagerer på vold, de personlige ressourcer, sociale kontakter, mandens personlighed samt voldens kartakter (Ibid. p.37). For nogle ofre er voldens konsekvenser alvorlige, fysiske legemsbeskadigelser. De må på skadestue og/eller indlægges på hospital med hjernerystelse, brud på knogler, knivstik, beskadigelse af indre organer eller risiko for abort (Hansen, 1991, p.55). Forskning omkring voldtægtsofre viser, at voldtægt kan have alvorlige konsekvenser, såvel fysiske, psykiske som sociale (Elklit & Knudsen, 2000, p.75). Forskellige forhold influerer på, hvordan offeret efterfølgende reagerer. Har hun følt sig truet på livet eller været angst for at blive invalideret, kan hun blive yderst skræmt og traumatiseret og reagere med chok, depression, dissociation og PTSD. Andre forhold er graden af tabsoplevelse i situationen, som tab af troen på at være usårlig, at kunne klare sig og at have kontrol over sig selv og kontrol i forholdet til ægtemanden/partneren. Risiko for gentagelse af voldtægten er ligeledes belastende og stærkt angstprovokerende. I forbindelse med et traume er det ikke ualmindeligt, at ofret umiddelbart efter voldtægten oplever følelsesløshed eller fravær af stærke følelser (Ibid. p.71). Denne reaktion kan være belastende for hende, fordi omgivelserne ofte vil være uforstående overfor en manglende følelsesmæssig reaktion. Voldens konsekvenser kan også være en øget sygelighed med en række symptomer på fysiske sygdomme med en psykisk komponent, som lettere opstår som reaktion på en belastende livssituation og på stress. (Christensen, 1984, p.37). Det er især sygdomme, som knytter sig til mave-tarm-systemet, smerter i underlivet, hovedpine og symptomer på depression. Det kan betyde flere sygedage, fravær fra arbejdspladsen og angst for at blive fyret. En fælles omkostning ved at leve i et voldeligt forhold er en næsten ubærlig angst (Christensen, 1984, Lee-Hargrove, 1995, Karpatschof, 1983). Angsten er først og fremmest rettet mod volden og voldsudøveren, men breder sig og kan helt styre offerets liv. Alt, hvad hun foretager sig, sker under hensyntagen til, om det nu er noget, der kan vække mandens aggression eller ej. Ifølge Christensen (1984, p.38) styrkes angsten af, at volden som regel er uforudsigelig og når ofret ikke ved, hvad der præcis udløser volden, så kan hun heller ikke forhindre den i at komme til udfoldelse. Konsekvenserne er foruden angsten, en oplevelse af hjælpeløshed og tab af selvkontrol samt symptomer på depression. En anden konsekvens for hustruvoldsofre er, at de som regel bliver isolerede fra omverdenen. Christensen skriver (Ibid.), at næsten samtlige kvinder, som søgte tilflugt i Dannerboligerne fra 1981-83, havde få eller ingen venskaber. Selv kontakten til kvindernes egen familie var ofte afbrudt. Den sociale isolation begrundes i mandens jalousi (Ibid. p.39). Han beskyldte hende for at lave alliancer med andre, at være ham utro og fremhævede betydningen af, at de to skal holde sammen. Kvinderne føjede manden "for husfredens skyld". Ifølge Christensen (1984) er volden ikke nødvendigvis knyttet til jalousi-episoderne, men volden og den angst, den medfører for kvinden, er med til at øge mandens kontrol. Det sætter en "ond cirkel" i gang, idet mandens kontrol og kvindens angst og føjelighed forstærker hendes sociale isolation, således at det bliver umuligt for hende at bryde den. Aasland (1992, p.84) udtrykker det på den måde, at kvinden hermed lader manden bestemme, hvordan hendes virkelighed ser ud, derfor falder hendes oprindelige verdensbillede langsomt sammen, uden at hun kan stoppe det. Herman mener (1995, p.98), at denne føjelighed meget let resulterer i, at en kvinde overbevises om, at hendes mand er almægtig, at al modstand er nytteløs og at hendes liv er afhængigt af at opnå hans nåde ved at være ubetinget føjelig. Hermed kan mishandlede kvinder, som lever i terrorlignende forhold, komme til at se manden som støtte og beskytter. Udvikling af et sådan paradoksalt forhold kan ses ved gidseldrama, når ofrene legitimerer gidseltagers terror- og voldshandlinger. Fænomenet kaldes "Stockholmsyndromet" (Dutton, 1995. p.162) og stammer fra et gidseldrama, hvor gidslerne efterfølgende gav udtryk for, at de følte samhørighed med og hengivenhed overfor de mænd, som havde holdt dem som gidsler. Symonds (1975) forklarer det med, at når mennesker er indespærret, tilfangetaget eller tilbageholdt og i andre menneskers vold, så magter de ikke at leve i den intense frygt og spænding for, hvad disse mennesker kan finde på. Derfor bliver gidsler tilsyneladende lydige og solidariske overfor deres gidseltager og fordi det i situationen synes at være den bedste måde, hvorpå de kan redde deres liv. Gidslerne oplever, at redningen ligger hos gidseltageren, de viser deres taknemmelighed overfor den mindste opmærksomhed og omtanke fra hans side. Samtidig opleves de instanser (politikere, politiet, familie), som ikke efterkommer gidseltagers ønsker, som værende dem, der sætter gidslernes liv på spil (Ibid.). Hustruvoldsofres øgede sygelighed, symptomer på depression, angst, hjælpeløshed og føjelighed, kan ses som offerrollens reaktion på volden. Dette bekræftes blandt andet af Walker (1979, 2000) som mener, at ofrenes hjælpeløshed er en indlært betinget frygt for mandens vold, som udtrykt i "The Battered Woman Syndrome". Karpatschof (1983), mener med "Det kroniske hustrumishandlingssyndrom", at ofrene berøves enhver handlemulighed på grund af angst, handlingslammelse og heraf manglende selvværd. Ikke alle reagerer dog så kraftigt på de hændelser, som de er udsatte for. Nogle kvinder er i stand til at bevare deres indre styrke så meget, at de ikke virker synligt nedbrudte, selvom de lider under volden (Reintoft i Kristiansen, 1995, p.47-50). Disse forskelle kunne bero på forskellige i personlighedskonfigurationer, således, at vi reagerer forskelligt på fysiske og psykiske belastninger. Vi har som individer tre instinktive grundreaktioner, når vi føler, at vi bliver angrebet (Levine, 1998, p.96). Enten kæmper vi imod, flygter fra angriberen eller vi "spiller død", alt efter hvilken reaktionsform, der synes mest hensigtsmæssig. Reaktionerne er paralleller til vrede, frygt og handlingslammelse. Symonds (1975) har beskrevet den paniske handlingslammelse, som ofre kan komme i og benævner tilstanden "Frozen Fright". Det er hjælpeløs stivnen, som også kan indebære et fuldkomment mekanisk samarbejde med gerningsmanden. Levine ser denne tilstand som en parallel til dyreverdenen, hvor underkastende adfærd vil stoppe en aggressor af samme art og nogle gange narre en aggressor af en anden art, som så slutter med at jage sit bytte. Offerrollens reaktion på vold kan hermed være en instinktiv reaktion, som kvinden ikke selv er herre over, fordi hendes perception af voldsmanden og situationen bevirker, at hun kommer til at frygte for sit liv eller for lemlæstelse. Denne kvinde reagerer med frygt og underkastelse eller med handlingslammelse, som fratager hende enhver mulighed for at ændre sin situation, eller hun flygter fra volden, forsøger at bo på krisehjem eller hos andre et stykke tid. Kvinder, der perciperer voldssituationen mindre faretruende, kan derimod reagere ved at sætte sig til modværge, selv udøve forskellige former for vold mod ægtemanden eller på anden måde handle, for at få ændret det voldelige forhold. Elklit (1993, p.66-67) fandt i en undersøgelse af ofre for vold, at halvdelen af undersøgelsesdeltagerne ikke havde ydet nogen modstand. Skrig i panik eller efter hjælp og forsøg på flugt for at undgå instinktiv fare, var de hyppigste former for modstand. Mindre end 33% af de voldsramte kvinder, der kontaktede Dannerhuset i 1981-82, havde forsøgt at gøre modstand. Den bestod for det meste også i, at kvinderne skreg eller flygtede (Christensen, 1994, p.34). Nogle kvinder løb ud blandt andre mennesker på gaden, fordi manden ikke ville slå, når andre så det. Andre kvinder forsøgte at tale manden fra det, når der var optakt til vold og enkelte kvinder fortalte, at de selv prøvede direkte at slå igen. Når det lykkes for et hustruvoldsoffer at yde tilstrækkelig modstand eller på anden måde forhindre manden i at være voldelig, vil det have en gunstig indvirkning på hendes efterreaktioner (Ibid.). Hun vil i højere grad føle, at hun har kontrol, hvilket er med til at styrke hendes selvværd og dæmpe angsten for manden. I dette afsnit er det konstateret, at definitionen på emnet "Hustruvold" er noget uklar i den psykologiske faglitteratur, idet denne form for vold kan være indordnet under kategorier, hvor det ikke fremgår, hvem af parterne, volden er rettet imod. Begrebet "Hustruvold" kunne være en fællesbetegnelse for alle former for mænds bevidste/ubevidste voldsomheder mod deres partnere i og udenfor samlivet. I min belysning af implikationer for hustruvold er mandens vold den mest fremtrædende. Volden er tæt knyttet til magtens begreb og, såvel fysiske, psykiske, seksuelle og materielle voldsformer er beskrevet som ægtemandens magtmidler til at betvinge, kontrollere og disciplinere sin kone. Af øvrige implikationer er nævnt sekundær viktimisering, som hustruvoldsofre kan opleve ved gentagne politianmeldelser af volden. I min definition af rollen som offer for hustruvold, har jeg peget på, hvorfor nogle kvinder, bevidst eller ubevidst, synes at påtage sig denne ubehagelige rolle. I de nævnte implikationer for hustruvold, kan der spores en vægtig grund til, at hustruvoldsofre oplever gentange voldsepisoder, stimatisering og sekundær viktimisering, nemlig behovet for en følelsesmæssig binding og stor afhængighed til et andet menneske. Forstået således, at disse kvinder forbliver i det voldelige forhold, fordi de fanges i en følelsesmæssig konflikt, som bevirker, at de bliver handlingslammede. Jeg vil gå videre i min belysning af personligheden hos ofre for hustruvold ved at redegøre for tre teoretiske forståelsesrammer for årsagerne til hustruvold, samt hvordan denne form for vold kan bekæmpes. I det følgende vil jeg præsentere den feministiske, den sociokulturellle og social indlæringsteori´s tilgang til hustruvoldens ætiologi. Til 4. Hustruvoldens ætiologi Til Forsiden |