1. Indledning

Problemet hustruvold

Vold mod kvinder og specielt vold mod samlivspartneren er et globalt fænomen, som måske altid har været kendt. På mumier fra langt tid før vores tidsregning, er der fundet frakturer på kvinderne i mere end dobbelt så mange tilfælde som på mændene. Det menes, at disse overvejende dødbringende skader sandsynligvis stammer fra "peacetime personal violence" (Dickstein, 1988 i Strauss, 1996, p.1).

På New Zealand er halvdelen af mord på kvinder begået af kvindens tidligere partner og fysiske skader som følge af hustruvold er den 5. højeste dødsårsag i landet (Crichton-Hill, 2001, p.204). I USA antager vold mod kvinder epidemiske proportioner, idet det her skønnes, at halvdelen af kvinder, som er gift eller samboende med en mand, på et eller andet tidspunkt i deres liv vil blive offer for hans vold (Walker, 1979)

I vores nordiske kulturforståelse, hvor kvinder officielt har lige muligheder med mænd, er hustruvold uacceptabelt og strafbart, men sker alligevel. I andre samfund har fænomenet større sammenhæng med kvinders almindelige underordnede retsstilling i forhold til mandens generelt langt mere dominerende position. Samfundets fremherskende kulturelle indflydelse er afgørende for, hvornår og til hvilken grad det er uaccepteret og strafbart at øve vold mod sin partner (Counts, Brown & Campell, 1992). Således afslørede Politiken Weekly (2000)i en kronik det officielle Tyrkiet’s syn på hustruvold ved at citere fra en pjece udgivet af Departementet for Religiøse Anliggender. I pjecen står der blandt andet, at "Man må gerne tæve sin kone, hvis ikke det efterlader mærker". Pjecen skabte dog voldsom røre i de tyrkiske medier og satte gang i debatten om hustruvold, men ikke ud fra et kvindepolitisk eller ligeværdigheds princip, men ud fra spørgsmålet om, hvorvidt de hellige skrifter skal tages for pålydende.

Med hensyn til at tage samfundets sociokulturelle kontekst med ind i arbejdet med hustruvoldsofre, har Haj-Yahia (2000) i et studie udforsket og diskuteret det arabiske samfunds centrale familieværdier. Værdier som familiens omdømme og dens sammenhold, kvinders lave status og mænds overlegenhed er vigtige i arbejdet med voldsramte, arabiske kvinder i Israel. I Folkerepublikken Kina med en population på nærved 1,3 milliarder, er det noget nær sædvane, at kvinder finder sig i at blive ydmyget og undertrykt (XU, Campbell & Zhu, 2001, p.296). Det betyder, at det kinesiske samfund sjældent hæfter sig ved hustruvolden og at der stort set ikke er foretaget nogen undersøgelser indenfor dette emne. Kendskabet til hustru- og familievoldens omfang, risikofaktorer og helbredsskader er derfor også meget mangelfulde i dette land.

I Danmark rapporteres der omkring 10.000 tilfælde af hustruvold om året anmeldt af knapt 4.400 kvinder (Rigspolitiet 1995/1996, p.73). Man kan forestille sig, at dette er en underrapportering, idet mange mindre eller "mildere" former for hustruvold ikke kommer til politiets kendskab.

Når ofre for hustruvold henvender sig til andre, er det som oftest på grund af angsten for og afmagten overfor en voldsom og gentagen vold fra ægtemandens side (Peterstrand-Nilsson, 1999, p.13). De flygter til venner eller familie, på krisecenter eller de anmelder volden til politiet i håbet om eller i troen på, at disse kan hjælpe med til at få stoppet volden. Ofrenes følelsesmæssige reaktion, angsten, afmagten og selvbebrejdelserne i forbindelse med overgrebene, kan bedres ved, at venner, familien eller en myndighed, forsøger at afbøde de negative eftervirkninger. Det gøres ved at behandle ofrene med respekt og forståelse for deres oplevelser og ved at tage særligt hensyn til deres personlighed og psykologiske tilstand (Elklit, 1993, p.151).

Det var derfor nærliggende at antage, at der i hjælpearbejdet på landets krisecentre blev taget særligt hensyn til personlighedens udtryk og manifestation hos de hustruvoldsofre, som henvender sig. Jeg antog derfor, at i vores samfund fik hustruvoldsofre tilbudt individuel psykologhjælp straks ved indflytning på et af landets krisecentre. En psykologisk støtte, som tog hensyn til hver enkelt kvindes unikke personlighed og behandlede hende ud fra netop hendes særlige ståsted i verden, for at fremme bevidstgørelsen og myndiggørelsen med hensyn til samlivet med den voldelige mand. I følgende afsnit begrunder jeg, hvorfor denne antagelse ikke er helt rigtig.

Baggrund for valg af specialeemne

Min interesse for personligheden hos ofre for hustruvold er affødt af de observationer og erfaringer, jeg har gjort gennem samtaler med voldsramte kvinder under min professionskontaktperiode på et krise- og familiedøgncenter i København. Krisecenterets primære formål er at yde støtte og rådgivning til boligløse familier med samlivs- og opdragelsesmæssige problemer. Reelt er det næsten udelukkende yngre kvinder med små børn, der er flygtet eller flyttet fra en ægtemands eller en samlevers fysiske og/eller psykiske vold og mishandling, som er indskrevne på krisecenteret.

Krisecenterets overordnede mål er at myndiggøre disse kvinder, det vil sige medvirke til en udvikling af deres samfundsmæssige relationer og personlige selvværd, med henblik på at turde tage ansvar for sig selv og sine børn. Dette skal ske gennem en socialpædagogisk indsats, som tager udgangspunkt i at få motiveret kvinderne til at håndtere den krise, de fleste befinder sig i ved indskrivningen og aktivt arbejde med at forbedre deres samlivssituation.

Hermed opfattes kvinderne som én homogen gruppe og ikke som individuelle personligheder, der på grund af forskellige årsager/opfattelser er havnet i et voldeligt forhold og nu søger en eller anden form for hjælp.

Det pågældende krise- og familiedøgncenters økonomiske afhængighed af offentlige midler (§94) indebærer, at krisecenterets halvtidsansatte psykolog ikke må varetage psykologiske behandlinger som kriseintervention og psykoterapi, men tager sig af første visitationssamtale og nogle få individuelle støttende samtaler med kvinderne, samt superviserer personalegruppen. Det har som konsekvens, at hvis en voldsramt kvinde og/eller medlemmer af hendes familie har behov for psykologisk behandling, må dette finde sted udenfor krise- og familiedøgncenterets rammer.

Grunden er, at offentlige midler fra driftsoverenskomst i henhold til lov om social service §94 skal anvendes på at løse kvinders hjemløshedsproblematik og sociale problemer og ikke på at behandle deres eventuelle, dårlige psykiske tilstand.

Mange af kvinderne på det pågældende krise- og familiedøgncenter, hvor jeg var i praktik, er derfor henvist til udelukkende selv at bearbejde de mange, gentagne traumatiske oplevelser af volden og de følelsesmæssige konflikter, der følger med. Hvorimod de tilfælde, hvor det skønnes, at en kvinde har et stort behov for psykologisk behandling, er der mulighed for, i samråd med kommunal sagsbehandler, at ansøge om individuel psykoterapi eller familiebehandling. Hvis kvinden, efter endt sagsbehandling, tilbydes psykologisk hjælp, foregår behandlingen udenfor krise- og familiedøgncenterets regi.

Ydre og indre hjælp til hustruvoldsofre

Én af de erfaringer, jeg har fået under min praktikperiode er, at når samfundet hjælper ofre for hustruvold, kan det gøres på to måder. Der kan gives en ydre hjælp, hvis foranstaltninger har til hensigt at beskytte kvinden mod volden ved at adskille hende og voldsmanden (Peterstrand-Nilsson, 1999, p.14). Derudover kan der gives en indre hjælp, i form af psykologisk intervention, hvor ofrene kan få kontakt med og respekt for egne følelser og opnå den personlige forandring, der eventuelt skal til for at få et emotionelt afklaret forhold til den voldelige partner.

Ifølge Peterstrand-Nilsson (Ibid. p.12) anvender samfundets offentlige instanser hovedsageligt ressourcerne på forskellige ydre hjælpeforanstaltninger for at hjælpe ofrene. Der er lov om polititilhold, hvor et offer kan få politiets hjælp til at holde en voldelig partner på afstand og i ekstreme tilfælde, kan myndighederne hjælpe kvinden med en anden bolig eller en ny identitet. På forskellige krisecentre kan man sikre hende ro, tryghed og støttende omsorg samt råd om og vejledning til, hvordan hun kan komme videre med sit liv.

I sjældnere tilfælde anvendes der ressourcer på hjælp til ofrenes indre bearbejdning af følelser og tanker i forbindelse med mandens vold (Ibid.). For eksempel i form af akut psykologisk kriseintervention, som er nærvær, trøst og støtte under afdækning af den traumatiske hændelse, således at de kan få skabt mening med og sammenhænge i oplevelsen (Elklit, 1994, p.18). Alternativt i form af familiebehandling, hvor en kvinde sammen med sine børn og eventuelt også sammen med sin mand, kan få psykologisk hjælp til at få familielivet til at fungere på et rimeligt og for hende acceptabelt niveau.

Alle de ydre hjælpeforanstaltninger ofrene for hustruvold kan få, er selvfølgelig udmærkede. Imidlertid peger de alle i retning af, at ofrenes situation først og fremmest beror på ydre omstændigheder, som det er muligt at ændre, når blot de isoleres fra voldsudøveren og er i tryghed på et kvindekrisecenter. Dette fører ikke nødvendigvis til den forandring i samlivet, som ofrene håber på og som de også forledes til at tro (Ibid.). Alt for mange skuffede forventninger til, at ydre hjælpeforanstaltninger medvirker til en forbedring af samlivet med en voldelig mand, kan måske bevirke at den ydre hjælps princip om hjælp-til-selvhjælp (Christensen, 1984, p.106) alligevel ikke lykkes.

Den ydre og indre hjælp kan ikke kombineres på det krise- og familiedøgncenter, hvor jeg tilbragte min professionskontaktperiode og heller ikke på andre kvindekrisecentre, som har driftsoverenskomst i henhold til lov om social service under §94. Spørgsmålet er, om hustruvoldsofre, der søger hjælp på et krisecenter, får tilstrækkelig udbytte af ydre hjælp, støttende omsorg og tryghed, når der ikke også kan sættes ind med psykologhjælp til ofrenes indre verden.

Psykologisk intervention på krisecentrene?

Det er påfaldende, at lovgivningen er med til at adskille den ydre og den indre hjælp med en driftsoverenskomstaftale med kvindekrisecentrene. Det medvirker til at fratage de krisecentre, som ønsker det, mulighed for selv at tilbyde psykologisk krisehjælp og anden form for psykoterapeutisk behandling. Svenstrup (1989, p.206) undrer sig da også over, at voldsramte på krisecentre må bevæge sig uden for krisecentrenes rammer for at komme i forbindelse med professionelt kvalificerede psykologer. Hun ræsonnerer hermed, at der forpasses alt for mange gode tidspunkter med mulighed for personlig udvikling og ændring hos den voldsramte.

En tilsvarende erkendelse jeg selv gjorde på krise- og familiedøgncenteret, idet kvinderne her fik meget fred og ro til at komme sig. I nogle tilfælde resulterede dette i, at kvinder nåede at flytte igen, inden personalet havde fået et konkret kendskab til, hvordan kvinderne egentlig havde det og hvilken form for hjælp, de ønskede.

Det, jeg oplevede var, at de fleste af kvinderne på krise- og familiedøgncenteret ikke turde tro på, at de selv kunne medvirke til at forandre deres tilværelse. Direkte adspurgt, svarede en ung mishandlet mor på mit spørgsmål om, hvad der skal til, for at hun kunne få det bedre: "Han skal finde sig en ny kæreste". Hun ville gerne ud af et meget voldeligt forhold, men det indgik ikke i hendes overvejelser, at hun selv kunne medvirke til at afslutte det. Enten erkendte hun ikke, at denne mulighed kunne være tilstede eller også turde hun ikke tage skridtet. Hun var bange for sin uligevægtige og voldelige kæreste, i en sådan grad, at hun ikke længere turde gå på gaden i den bydel, hvor hun havde sin lejlighed. Alligevel ønskede hun, at deres fælles barn skulle have samkvem med sin far. Måske befandt hun sig i et spændingsfelt mellem en følelsesmæssig binding til manden og en rationel forståelse af det ydmygende forhold, som bevirkede, at hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre. Ved at ønske samkvem for barnet ville hun ikke kunne undgå kontakt med den voldelige mand, hvilket jeg oplever som uansvarlighed, ikke alene overfor hende selv, men også overfor barnet.

Jeg observerede en lignende dikotomisk forholdemåde hos andre kvinder på krisecenteret, som gik igen i deres livshistorie og i konflikter med manden og med familien. Et generelt træk er, at de befinder sig i et modsætningsforhold mellem at ville ud af det voldelige forhold og på trods heraf alligevel forblive i det. For eksempel, da en af kvinderne fortæller, at hendes mand er charmerende og galant og at hun forguder ham, bryder hun øjeblikket efter sammen i gråd over, at hun også er frygtelig bange for ham, når han er ubehagelig, aggressiv og voldelig.

Erkendelser af denne art peger i retning af, at disse kvinder fanges i et spændingsfelt mellem autonomi og intimitet og at denne konflikt kan efterlade dem med følelser, som de har svært ved at håndtere. Ubearbejdede følelser overfor partneren såsom had/kærlighed, skam-/skyldfølelse står i modsætning til forestillingen om tvang/frihed, ensomhed/tosomhed.

Det er derfor forståeligt, at kvinderne meget let kan havne i en situation, hvor de enten flytter tilbage til ham, som de er flygtet fra eller forbliver hjælpeløse i en passiv klientrolle. Med mindre den ydre hjælp med støttende omsorg, rådgivning og kontakt til andre kvinder på et krisecenter, er tilstrækkelig hjælp til, at hustruvoldsofre bliver i stand til at foretage både et rationelt og følelsesmæssigt valg med hensyn til deres samliv.

Er det konstellationen mellem personlighedsmønstre og uafklarede følelser, der bevirker, at hustruvoldsofre nogle gange fastholdes i et voldeligt forhold? Er det denne konstellation, som samtidig forhindrer dem i at foretage ikke alene et rationelt og følelsesmæssigt valg, men også et permanent valg med hensyn til samlivet med den voldelige mand?

Hvis dette er tilfældet, er der yderligere grundlag for, at der i hjælpearbejdet på kvindekrisecentrene tages særligt hensyn til hver enkelt offers personlighed. For at fremme en bevidstgørelse med henblik på myndiggørelsen, må den individuelle, unikke personlighed forstås og behandles ud fra dennes særlige ståsted i verden og med respekt og forståelse af de ønsker og behov, hun måtte have (Czapkowski, 1999, p.100). Et vigtigt element i alt hjælpearbejde, uanset om man er frivillig, pædagog eller terapeut er erkendelsen af og dyb respekt for, at mennesker reagerer på det, der giver dem mening, men først når de er parate til det (Egelund, Abrahams, Jensen, Jørgensen, Riber, Rudby & Warhuus, 1997, p.31).

Personlighedens betydning i hjælpearbejdet

Det er problematisk, hvis ofre for hustruvold følelsesmæssigt ikke bliver bedre istand til at vælge, hvad der er bedst for dem selv og deres børn, efter et ophold på et krisecenter. Specielt ser jeg en mulighed i, at disse kvinder straks efter indflytning på et krisecenter får lejlighed til at bearbejde deres følelsesmæssige oplevelser af voldssituationen med en psykolog. En erfaren psykolog vil kunne vurdere den akutte psykiske tilstand hos ofret og den komplekse personlighedsorganisation, der ligger bag, således at en målrettet hjælp til personlig forandring ville kunne iværksættes hurtigt.

Som nævnt er det mit indtryk, at de fleste hustruvoldsofre udelukkende er henvist til samtaler med kvinder i lignende situationer samt støtte og vejledning fra personalet på krisecenteret. Det er min overbevisning, at psykologiske vurderinger af offerrollen, vil kunne få stor betydning for både tilrettelæggelsen og omfanget af et krisecenters indsats overfor de voldsramte kvinder, både med hensyn til den individuelle og målrettede hjælp og med hensyn til hjælp-til-selvhjælp. Helt konkret ønsker de fleste hustruvoldsofre at finde svaret på, hvorfor netop deres samliv ikke fungerer og det de håber på, er netop hjælp til at finde dette svar (Peterstand-Nilsson, 1999, p.46; Walker, 1979, p.71).

Det er imidlertid også min opfattelse, at disse kvinder sjældent oplever den forandring i samlivet, som de håber på, ved udelukkende at forlade sig på den ydre hjælp. Den ønskede forandring i samlivet samt en større selvforståelse og erkendelse af handlemuligheder, kunne derimod findes i en kombination mellem ydre og indre hjælp. En indre hjælp i form af en psykologisk bearbejdelse af ofrenes krisesituationer, samt efter behov, hjælp til en bearbejdelse af de ofte dybt komplicerede mønstre og bindinger, som mange af disse kvinder har i deres interpersonelle relationer.

Den indre hjælp kræver fokus på personligheden (Czapkowski, 1999, p.2) og forudsætningen ligger i den psykologiske faglige viden om og indsigt i, hvordan netop dette unikke menneske, som har været udsat for vold fra sin ægtemand/samlever, tænker, føler, handler og oplever. Kort sagt, psykologen skal kunne rumme ofrenes særlige personlighed og unikke måde at være til stede i verden på og skal kunne identificere sig med og forholde sig empatisk til hende (Ibid.).

Afgrænsning af specialeemnet og problemformulering

Med udgangspunkt i ovenstående vil jeg i dette speciale beskæftige mig med personligheden hos ofre for hustruvold. Mit mål er at finde et eller flere generelle og fælles mønstre i deres personlighedsorganisation, som kunne være medvirkende til, at nogle kvinder i voldelige samliv påtager sig en offerrolle.

Det er min hypotese, at bestemte mønstre i offerets personlighed, som for eksempel stor afhængighed (dependens) i kombination med mandens aggression, kan medvirke til, at kvinden påtager sig offerrollen og fastholdes i det voldelige forhold. Hun fastholdes på grund af et afhængighedsforhold til manden, nærmere betegnet en følelsesmæssig binding (Karpatschof, 1983,; Walker, 2000), som er blevet symbiotisk. Hun opnår hans attrå, når hun ofrer sig og gør sig til den "genstand", han har brug for. Samtidig håber hun at kunne minimere hans aggressive udfald (Kristiansen, 1995, p.38). Den offerrolle, hun hermed påtager sig, bliver en betingelse for symbiosen, som tilfredsstiller og opfylder begges behov for nærhed, intimitet og kærlighed. Er der tale om, at det er konstellationen af kvindernes personlighedsmønstre og uafklarede følelser, der kan fastholde dem i et samliv med en voldelig mand, så må krisecentrene i højere grad tage hensyn til hver enkelt kvindes unikke personlighed i bearbejdningsprocessen.

Samtidig vil jeg pege på en mulighed, der ligger i et krisecenters psykologfunktion, og som kan holdes indenfor de særlige aftaler i driftsoverenskomsten med kommunerne. Nemlig den mulighed, at en psykolog parallelt med visitationssamtalen kan foretage en differentialdiagnostisk eller psykodynamisk vurdering af den voldsramte kvindes personlighedsstruktur. Vurderingen kunne ligge til grund for, hvordan det sociale og pædagogiske hjælpearbejde skal struktureres og samtidig være en parameter for, om der er behov for anden behandling, som ligger udenfor institutionen.

Derfor vil jeg i specialet beskæftige mig mest med kvinders personlighed, vel vidende, at en kvinde ikke kan være et offer for hustruvold uden en ægtemand/samlever. Når jeg gør det, er det ud fra en antagelse om, at det er hende (offeret), der er mest besværet, både i samlivet med voldsmanden og efter bruddet med ham. Christensen (1984) pointerer, at kvinden er den mest undertrykte og lidende part i et voldsforhold på grund af den magt og dominans, som volden giver udøveren i parrets interne magtbalance. Det er kvinden, der begrænser/eliminerer sine ønsker og behov i samlivet med voldsudøveren og hende, der må flytte/flygte fra volden og søge om hjælp til beskyttelse og forandring af samlivet. Når hun er flyttet/flygtet, er hun alene om at varetage sine børns behov. Derfor er det også først og fremmest kvinden og ikke manden, der tilbydes en række hjælpeforanstaltninger.

Jeg har i indledningen redegjort for, at disse hjælpeforanstaltninger kan opdeles i en ydre og en indre hjælp, samt at fordelingen af dem varetages af de offentlige myndigheder og krisecentrene. Det er imidlertid min opfattelse, at hjælpen i langt de fleste tilfælde er af ydre karakter, som blandt andet har til hensigt at adskille offeret fra voldsudøveren. I sjældnere tilfælde tilbydes ofrene den "indre hjælp" i form akut kriseterapi og psykologhjælp, til bearbejdning af voldsoplevelserne og lindring af et indre følelsesmæssigt kaos.

En sådan fordeling er ikke hustruvoldsofrene værdig, fordi karakteren af den ydre hjælp alt for let signalerer, at der kun er to muligheder for hustruvoldsofrene, enten yderligere fastholdelse af forholdet til den mishandlende mand eller frigørelse fra ham for at hindre en fortsættelse af det voldelige forhold.

På baggrund af ovenstående er min problemformulering:

Findes der hos ofre for hustruvold særlige personlighedsmønstre, som kan være medvirkende til, at de lettere indtager og fastholder rollen som offer?

I bekræftende fald, kan disse personlighedsmønstre tænkes at være betinget af en personlighedsforstyrrelse eller en psykopatologisk tilstand?

Specialets disposition

Min søgning efter at finde generelle og fælles personlighedsmønstre hos ofre for hustruvold, tager sin begyndelse i den psykologiske faglitteraturs teoretiske forståelsesrammer og forklaringsmodeller til belysning af disse kvinder adfærd og personlighed og afsluttes med en empirisk undersøgelse af personlighedsmønstre hos hustruvoldsofre.

I den psykologiske faglitteratur afsøges emnet "Wife Abuse" i kombination med begreberne "Personality" og "Personality Disorders" indenfor systemisk teori, feministiske og socialpsykologiske forståelsesrammer. Ud fra mine overvejelser omkring disse teoretiske forståelser, vil jeg herefter forsøge at definerer emnet "Hustruvold", samt belyse nogle af implikationerne for et voldeligt ægteskab/samliv, som kunne være medvirkende til, at nogle kvinder påtager sig rollen som offer.

Herefter diskuteres parternes og myndigheders divergerende opfattelser af voldens konsekvenser for kvinden og der gives en teoretiske definition på vold, relateret til magt, som beskrives i forhold til fysisk, psykisk, seksuel og materiel vold. Afsnittet vil rumme min definition af offerrollen, sådan som jeg forstår nogle kvinders modstridende følelser og bevidste/ubevidste valg af partner og fælles samliv.

For at komme nærmere en forståelse af personligheden hos ofre for hustruvold, vil jeg dernæst belyse teoretiske tilgange til hustruvoldens ætiologi ud fra et feministisk og sociokulturelt perspektiv og ud fra social indlæringsteori. Herefter beskrives udvalgte forklaringsmodeller for hustruvoldsofres funktionelle adfærd fra undersøgelser indenfor forskningen af hustruvoldens ætiologi. Dette gøres med henblik på, senere at kunne relaterer disse undersøgelsesresultater til min empiriske undersøgelse af hustruvoldsofre .

Inden beskrivelsen af min empiriske undersøgelse af personlighedsmønstre hos ofre for hustruvold, vil jeg afgrænse personlighedsbegrebet ud fra den psykoanalytiske strukturmodel, objektrelation, selvpsykologi samt Millon´s biosociale indlæringsteori, for at belyse offerrollen i personligheden. I afsnittet belyses udviklingsmæssige forstyrrelser i personligheden ud fra Millon´s teori, samt kort redegøre for teoriens definition af 8 milde personlighedsforstyrrelser

På basis af de forskellige teoretiske overvejelser i forbindelse med min hypotese og problemformulering udføres en empirisk undersøgelse af personligheden hos ofre for hustruvold med Millon Clinical Multiaxial Inventory (MCMI-III). Undersøgelsens formål er at skaffe generaliseret viden om en bestemt gruppe kvinders fremherskende personlighedsmønstre samt vurdere metoden med henblik på dens eventuelle anvendelse som diagnostisk redskab for individuel vurdering. Undersøgelsens resultater perspektiveres til udvalgte tidligere undersøgelser af personligheden hos ofre for hustruvold.